Danmark som Turistland

BORNHOLMS AMT Stenbrud, Slotslyngen. til af halvvilde Heste, af hvilke RøsKirke »altid aatt to Hopper, hvis Føl fangedes og solgtes til Fordel for Kirkens Kasse« — fortæller den gamle Skovgaard. Nu følger Vognen med de glade Skovgæster en af de udmærkede Landeveje, der fra Søkan* ten stiger raskt opover, ind mod Almindingens blaanende Skovmasser, forbi de svenske Ny# byggeres fattige Hjem inde paa Højlyngen, der længere ude gemmer stille, sivkransede Moser — gennem Gabet i Almindsgærdet, hvor man straks indenfor kører forbi de første Samlinger af selvs saaede Birkes og Lærketræer, indtil man endelig naar ind under Storskovens Kæmpegraner, hvis Toppe vugger i et evigt Sus, og hvorigennem Lyset falder i grøn Dunkelhed ned over Vejen, hvor Stø* vet rejses i hvide, tykke Striber og slaas tæt og kvalmt bagind over hver Vogn, der kommer til — og snart er der et helt Vogntog, der fra alle Skos vens Veje arbejder sig frem og op mod samme Maal, »Christianshøj«, hvor de »rejeste« (rigeste) — «Iler flotte Byboere i Landauer faar deres Heste paa Stald helt oppe ved »Pavillonen«, medens man? ge af de besindige Landboere bliver beskedent hol* dende nedenfor Højen, hvor baade Stalds og andre Drikkepenge spares ved, at der slaas Reb fra Træ til Træ, i Firkant, og Hestene bindes ind i den Reb? stald. — Er det »sjøt« (gjort), og Kvinderne har nettet sig bagved Vognen, gaar Familien med »Majn« (Manden) i Spidsen deres første Tur over Christianshøj for at sikre sig et Bord oppe ved »Pladsen«, som ogsaa Christianshøj kaldes, og tage Skøn over, hvem der ellers er kommet til »Al* minds« i Dag, for over Pladsen skal de alle, baade de fra Nords som Sydlandet. — Gamle Skovgaard skrev, at Nordlændingene for det meste var høje af Vækst, godt byggede, blaaøjede og med lyst Haar, medens Sydboen var letbygget, mindre af Vækst og med ravnsort Haar, men tilføjer, at de i senere Tider vel er blevet noget blandede med hinanden, saavel ved Giftermaal som ogsaa ved Gaardhandel. — Giftermaal og Gaardhandel har nu over hundrede Aar efter gjort Blandingen end* nu stærkere, men skelnes kan dog endnu Forskellen mellem de to Folkefærd af den, der kender de gamle bornholmske Ætter. — Selve »Mindet«, Prinses støtten, midt paa Pladsen, rejst i Aaret 1824 til Min# de om den senere Chr. d. 8’s Besøg paa Øen, skæns ker de fleste indfødte ikke megen Opmærksomhed, dertil er de fra Barnsben vænnet til, at den staar der. — Fa’r og Mo’r bliver som oftest siddende ved Plænen for at tales ved med Kendinge, for Føcb derne er for ømme og trætte til at følge de unge, der føler sig forpligtede til, særlig naar de har fremmede med »borte fra« (fra det øvr. Danmark) — at gøre Turen til Sko* vens kendte Punkter. — Naar bornholmske Land* mænd kommer sammen, handler de sjældent, som Jyder gør, men drøfter grundigt, hvordan Sæden staar paa »jer« Kant — og Udsigten til Regn, der som oftest savnes haardt paa Øen, der bygger for højt op over Havet med den store Skov paa Rygs gen, som skiller Bygerne og driver dem ud over Søen igen, saa Øens tørre Marker vansmægter. De unge kan vælge mange Stier. Een af dem fø* rer forbi Hotel Jomfrubjerget og Monumentet for den bornholmske Etatsraadinde, Marie Kofod, af« bildet som en hyggelig Morlille i Natkappe — og hen til Louisetræet, hvor Fr. d. 7. og Grevinden elskovsfyldt har indskaaret deres Navne, hjerte® omvundne. Herfra naar de unge, styrkede i gode For« Løvehovederne. Fot. Kjøller. 186