Danmark som Turistland

BORNHOLMSAMT sætter, ned paa Landevejen, som de skynder sig over og hen til Stien, der fører omkring Mose# draget »Aare Myre«, hvorudi dejlige Aakander svømmer drømmeagtigt, men det er farligt for en Ungersvend at forsøge paa at redde dem i Land til den, han har kær, for her er bundløst, siges der, ligesom i de to andre smukke Smaasøer længere inde i Skoven ad samme Kant, Pykkekullekær og Kohullet; naar de saa langt frem som til Rokke« stenen, kan ingen Mand, selv om han satte Spær under, rokke den mægtige Sten, saa uforbederlig er den og de fleste andre Rokkestene paa Øen gaaet i Staa. — Mange Stier løber vims om Træ# rod og Klippepynt til smukke Udsigtspunkter el* ler gamle Ruiner, som Lilleborgs, der opførtes som kongelig Fæstning omkring 1250 og havde baade Ringmur og Taarn og teglhængt Hovedbygning, Porthus og Stolpevindebro over den nærliggende uen vaaae uvn, nammcrcn. Boresø, men hele Herligheden blev stormet kort efter, brændt og lagt øde for stedse af to saa haardnævede Krigere som Andreas Erlandsson og Fyrst Jaromar af Rygen, der senere led den for en Krigsmand forsmædelige Tort at dø for Kvindehaand. — Dog, hvad tænker unge paa Ruin og Død, naar de har Livet og en lang Sommerdag for sig i den grønne Skov; de kysses og løber »Væddering« (Kapløb) op mod Rytterknægten, fra hvis Udsigtstaarn, Kongemindet, de næsten bliver svimmehøre af at se Skov, bare Skov og Skov til alle Sider, indtil de langt borte, udenfor Sko« ven, faar et fast Holdepunkt; de faar Øje paa deres Hjem, deres egen Gaard — og selve »Sjøen«, Ha= vet, som en sølvglinsende Bremme helt ude ved Rønne. — Da giver den unge Bornholmer, der ejer Længselen i sig efter Udfart og Rejser, sig til at nynne, snart synger han højt, og de andre stem* mer med i paa den gamle bornholmske Sang: »Sku* dan, hun vagger for brusendes Sjø«. De unge har faaet nok af Udsigt og Skov og er bievne sultne og haster derfor tilbage ad den Sti, som løber langs med den stejle Brink ovenover Ekkodalen og ud til flere Fremspring som Dron? ningestenen og andre, hvorfra man har en vidstrakt Udsigt ned over den underliggende Skovdal, Skov# ridergaarden Rømersdal, den gamle Kongsgaard Vallensgaard, hvor Bornholmernes lybske Under? trykker Sveder Ketting residerede, og til Aakirkeby — midt inde i Landet —, som det hedder i den garns le Skoleremse. Aakirkebys Kirketaarn løfter sit dob* belte Vinkeltag stolt over smaa røde Hustage — Aakirkeby, fordums Øens Hovedstad, da Bisp og Klerk havde Magten over Øen med deres »Kan« nikegaard« og Sæde for »Landstinget«, Folkets øver# ste dømmende Myndighed den Gang. — Da Havne? byerne med Søfarten drog Handelen til sig, syg* nede Aakirkeby hen, indtil den i vore Dage atter kraftigt er skudt frem som Knudepunkt for Jern» Tyverenden, Hammeren. Fot’ banen Rønne—Nexø, der herfra sender et Sidespor op til Almindingen, hvor den har Station i Ekko* dalen. — Hertil kommer ogsaa vore unge paa Til* bagevejen, hvor de overgivent raaber op mod Klips pesiden for at vække Ekkoet og skynder sig op ad Klippestien, over Ruinerne af »Gamleborg«, et Olds tidsværn for Landets Folk, — gennem den gamle Planteskole med Rømers Mindesten, og igen hen mod Pladsen, hvor de snor sig mellem Vogne og varer sig for urolige Heste, der pruster rundt med tømte Muleposer — og de ser at slippe hen til det Bord, Husets Frue har sikret sig, og hvor hun har 187