Danmark som Turistland

BORNHOLMSAMT Randkleveskaaret. Fot KJøller- dækket op med alt det lækre, de store Vognmaga? siner har gemt. — Den klare Sommerdag gaar paa Held, og det skumrer hastigt inde under den mørke Skov, der slukner Dagens Lys. De omsorgsfulde er alt godt paa Vej ud af Skoven for at klare sig fri for alle de mange Køretøjer, men de livsglade og frodige bliver endnu tilbage for at tømme flere Afskeds* bægre oppe paa det fine Hotel eller inde i den mere gammeldags Pavillon. — Til dem hører Strandings* kommissionæren, der først sent med sine rappe Tra* vere for en let Jagtvogn i svingiende Fart lader det staa til ned over AlmindingssBakkerne, hjem mod den lille Havneby. Han kører op i Skærvebunkerne lige paa den yderste Kant af Grøften for at komme uden om de langsomt agende, hvis Svingel og Hams meltøj han lige klarer sig fri af. — Det er næsten altid koldt at køre over Bornholm en Sommernat, selv efter en varm Dag, men Strandingskommissio* næren — og Agent for Schwitzers Redningsselskab, — i tynd Sommerfrakke har indenbords Varme nok, indtil Taagen kommer; først lavt krybende, ude til Siderne, hængende fast ved Buske og Smaatræer, beskeden, i smaa Laser, som vil den lette igen, men saa bulner den op, bliver ond og klam og kold og slaar ind over Land, som er det selve Havet, der kommer og vil drage Landet med sig ned i Dybet — Kommissionæren kører lige vej kendt ned over Havbakkerne, indtil han med een Gang sagb ner Farten og giver sig til at lytte. Saa linder han paa Tømmerne igen. — Var det noget, han bare i Halvdrømme havde siddet og ønsket sig? — Sluds der! paa denne Tid af Aaret! — Det gaar i jævn Fart frem igen, indtil han med et kraftigt Ryk hob der sine Heste an og lytter i Spænding, medens Dys rene skyder Ørene frem. Og nu kommer den, saa spæd og nyfødt, men den er der, et Stød af en Dampfløjte ude fra Søen. Kommissionæren lytter, til det koger i hans Øren, men der kommer ikke mere. — Er det altsammen Løgn og Digt, den for« bandede Taages Skyld! — Aa nej, Gud ske Lov og Tak for den; men alligevel, er det bare? — Men saa triller Lyden frem igen, aa, saa sødt, og Stram dingskommissionæren — Agent for Schwitzer — sukker dybt og inderligt, mens han i Sindet bliver saa myg og barnefrom og føler en ganske dæmpet, men varm Trang til en lille beskeden Bøn til den Højeste. Og han sætter Hestene i Gang, blidt og varsomt for ikke at gøre unødig Støj, og Dy# rene mærker gennem Tømmerne, hvad det gæb der og træder let som paa Hosesokker — indtil der ude fra Havet kommer en Tuden, forst bange og ængstelig, saa raa og arrig, til Slut som Brøl fra et stunget Dyr. Da bliver Kommissionæren sikker; han beder ikke længer, men lader Hestene strække godt ud, indtil han naar Bygrænsen — da kører han ikke ned gennem Gaderne. Hvad skal det til? Ikke af Angst for at vække Byens Folk, for han véd, at de alt længe har ligget under Dynen, lys* vaagen og varme af Spænding, — men han drejer ind over en jordblød Markvej, der fører oven om Byen, ned mod hans egen Ladeport, for man kan aldrig, i sin Egenskab af lovlig Strandings* kommissionær og virkelig Agent for Schwitzer, være varsom nok med saadan en Damper, der er saa let bortskræmt af utidig Vogn»ramlen« ned over toppede Brosten og vippende Rendestens* brætter. Efter den lumske Nattetaage kan følge en hel uskyldig Sommerdag med høj, klar Luft og let skyet Himmel over Bornholms Østland, der skraas ner ned mod Havet. Oppe i det store Mosedrag, Ølene, helt inde ved Almindingen, pibler Aaerne frem og kommer rindende ned over Aasene, kantede af Skov, klukkende frem under Trærod og rislende om Klippekant. Nærmest Gaardene skyder de ind Hestestenene ved Gudhjem. 188