Danmark som Turistland

BORNHOL MS A MT Sandkaas. under stensat Gærde og breder sig inde i »Løkken«, paa hvis tætte Grønsvær Kreaturer gaar løse om? kring, Kalve og blanke Kvier, drømmende kvinde* ligt ad selvtraadte Stier, mens Plagene galoperer rundt og siaar mandigt bagud, saa Gaaseflokken skræmmes og lader Dun og Fjer dale ned over Grønningen; de ligger der som smaabitte Sky? er, der er falden ned fra Himmelen — og over Løkken staar Elme og høje Aske Vagt med den skræppende Skade hoppende fra Gren til Gren. »Vogterhorraen« (Vogterdrengen) ligger i Mid* dagsstunden plat paa Maven over en stor Sten midt i Aaen og søger med opsmøgede Ærmer forsigtigt efter den glatte Ørred, men den smutter ham sli= met af Hænde, og »Hølene« (Hullerne) faar han ikke Tid til at efterse, før »Kaptajnen« kalder paa ham oppe fra Havetrappen. — Kaptajnen? — Ja, en rigtig Reservesinfanterikaptajn; mange Gaardejere er tillige Officerer i Bornholms Væbning, og det giver Rejsning i Manden og Fornemhed til Fruen, saa de baade holder luks ket Vogn og Husjomfru og ikke fører sig som ab mindelige Bønder »ovre« (i det øvrige Danmark). Naar Hylden staar i Blomst Midsommerdag og dufter sødt over Gærde, faar Folk travlt i hver Smaaby og Fiskerleje Ky? sten rundt, for da er Sil* den fedest at lægge til Vinterkost, Bornholmer; nes uundværligste Føde. »Manj abænken« (Mænde? nes Bænk) nede ved Havs nen staar tom i den Tid, hvor ellers de ældste hver Dag drøfter Sejlføring og Hjemsted for Skibene, der passerer forbi. Tønder og Kar trilles af stensatte Kældere og skrubbes rene, medens Baadene om Aftenen gaar ud i »Vrag« (natlig Sildefangst) og kommer dybt lastede ind om Morgenen til Land, hvor Konerne sidder parat ved Baljerne med gammelt Sækkelærred om Maverne for at gælle Sild og sladre, medens Maagerne slaas om Sildegællet, og Opkøberne om den sidste Baade* last til Røgerierne, som ligger helt ude ved Havkan* ten Kysten rundt med de kridhvide Skorstene for Enden af en lavloftet Røgeribygning, hvorfra Koner hurtigt løber ud og ind og sætter Silden op i Birke« røgen, der giver den den lette gyldne Farve og fine røgede Smag. Af Kystbyerne er Svaneke den sødeste og rene* ste paa Bornholm med Aarsdale^Grus paa Ga^ derne i Stedet for Stenbrolægning og med selve N. Madvigs Statue, Stadens berømteste Bysbarn, foran Indkørselen — han, der i tidligere Dage saa haardt tyngede hver Latinskoledrengs Sind, og derfor har de Svaneke^Borgere sikkert sat ham op, bag om Byen, op mod Landegrænsen, for Gudbevares, at yde den døde Lærdom al skyldig Respekt, men ogsaa forat have den af Vejen. Nede omkring Hav# nen pusler alt det Liv, Svaneke kan præstere, og derfra dufter det opover Byen af salten Sø, Tov* værk og Tjære. Alle Byens Folk faar virkelig travlt med at skynde sig at naa ned og se til, naar den lille, mo* dige østbornholmske Damper svinger ind gennem Havnegabet og lægger til Kajen, for Sildekasserne skal tælles, og Kendinge hilses paa, naar de kom# mer i Land, og Turister og Fæ kritiseres, naar de 189