Danmark som Turistland

BORNHOLMSAMT Aarhundreders Autoritet, i Mindet om Landets His storie! Selv som graasprængt Ruin har det aldrig glemt, at det én Gang var Sværdet i Ærkebispernes Haand, da de tog Landet Bornholm fra en Fjers dingsfyrste som Svend Grade og beholdt det hen» ved 400 Aar. Et stolt Fæste bygged’ de sig, de haarde Bisper, Pave Innocens den 3.s stolte Lærlinge, først et Manteltaarn midt inde paa Stengrunden, hvor de selv boede, hele seks Stokværk høj, og et mægtigt Mas gasin, som Øens Bønder maatte fylde med Skatte af Talg, Fedt af Faar og Svin og Køller af Ædeltvildt, og de op> førte en Kirke, men kun i en Sidefløj — og Galgen glemte de heller ikke, ud til Havet, ned mod Løvehovederne — til Justits, Disciplin, Magtens Haands hævelse og Bevarelse. — Tiden skred, og Ærkebisperne Zog deres af Landets Fedme, men gav af Herrens Naade til Indvaanerne for de? res Sjæls og Saligheds Skyld, men da Lybækkerne fik Land og Slot i Pant af Fr. d. 1. fra Aar 1525 for ydet Krigs* hjælp og beholdt det i 50 Aar, sugede Kræmmerne Befolkningen ud, uden nogen Slags Naade, lige ind til Skjor? ten, saa Bornholmerne for at redde det nøgne Liv gik samlet frem paa de flade Enge udi Aaker?Sogn mod den lybske Foged Bernt Knop og hans Knægte, der lod den fattige Bondehær, væbnet med Økse og Bue, rykke sig ind paa Livet for at myrde den koids blodigen med de Ildvaaben, Bornholmerne endnu ikke kendte. I Aaret 1576 slap Bornholmerne for Lybækkernes Udsugning og tilfaldt den danske Konge, som atter 1658 maatte af med dem til de Svenske, der ind? satte den gæve Kriger, Oberst Printzenskjold, til Herre over Slot og Land, men han udskrev Blods skatten: det unge Mandskab, til Carl den X’s Slags marker i Tyskland, saa Bornholmerne atter rejste sig, og nu fik de Ram paa deres Undertrykker ved at dræbe ham med »en ægte Sølvknap« paa Rønne Gade. De overgav Øen til Fr. d. 3., som til Tak gav dem saakaldte »Rettigheder«, der ikke var meget > * ■ ' ' Nylars Kirke. endnu staar paa en offentlig Plads i Købens havn, til evig Skændsel for — tredje Frederiks Hof? kryb .... kort sagt for enhver af dem, der havde sammenrottet sig for at forfølge denne store, sin Tids største Mand.« Da Christians© samt Græsholmene var gjort til en rigtig Fæstning, overlod Kongerne Hammershus til sig selv og Herrens Vejr, der i en Storm snart rev en Gavl ned, flösse* de et Tag op, saa Sneen føg ind og lags de sig i Driver paa Salsgulvene — og i Vaarsol sken ind ad de knuste Ruder, smeltede Driverne, sivede ned gens nem Gulvene og raadnede Træværket, saa de mægtige Bygningsmasser stod der og mørnede, døde hen til midt ned i Livet, faldt ind i sig selv og blev gan? ske affældige, en Levning, en Ruin, vaabenløs og hjælpeløs, saa Landets Folk ustraffet røvede af dens Murs dynger og agede dem hjem baade til Stuelænge og Fæhus — selve Autoris teterne lod køre Sten bort af Kolossen til Hovedvagten i Rønne. Men da var ogsaa dens Forkrænkelighed fuldbyrd det. I 1822 blev den gamle haardt med« tagne Kæmpe fredlyst og udnævnt til »KongeligsRuin«, og i vore Dage uns dergivet en hel Inspektion til Røgt og Pleje. I Slægt med Hammershus er Born* holms 15 Sognekirker, ogsaa bygget af Lunds Ær? kebiskopper for i Ufredstid at staa som rene Fæstningsværker mod Konge og andre Fribyttere fra Søkanten. De lagde ikke Kirkerne inde i Lands* byer, for saadanne findes ikke paa Bornholm, men oppe paa Højdedrag med fri Udsigt ned over Landet til Stranden og Havet. — Det var ikke den strænge Jehovas Mænd om at gøre at bygge Kirkerum og Sanghus, ikke først og ikke størst, Fot. Kjøller. værd — og indsatte som Fange paa Hammershus Tidens stolteste Ægtepar, Korfitz Ulfeldt og hans Eleonora Kirstine. — De indespærredes ikke i Ul* feldts Taarnet, der fejlagtig har faaet Navn efter dem, men i Salen over Kirken, hvorfra de forgæves søgte at flygte, og de blev derefter indsat i Mantel* taarnet. — Om Korfitz Ulfeldt skriver den stejle, retsin? dige Skovfoged i 1804: »Denne Mand, hvis Minde 192