Danmark som Turistland

KØBENHAVN Marmorkirken set fra Amalienborg. lig, benyttedes nu som Udenrigsministerium, den er et af Byens værdifuldeste arkitektoniske Mins desmærker fra den Periode, da Sansen for Antiken afløste Smagen for Rokoko. M.ed en Finsans uden Lige, en sjælfuld Takt, er hvert Forhold, hver Linje, afvejet og gennemtænkt. Meget ejendommes lige er de joniske Volutter over Pilastrene, en aands fuld Variation af det antike Motiv. Det kongelige Theater — en statelig Kuppelbygs ning i moderniseret Renaissancestil — skæmmes 6 desværre af sin Fagades kulsorte Farve, der skju? ler næsten alle Detailler under sit grumsede Dække. Bygningen er opført af Kalksten og Sandsten, et Materiale, der ikke egner sig for Landets fugtige Klima. Alt, hvad der er bygget i Byen af Sand* sten, overtrækkes inden kort Tid af en sodet og trist Patina, der giver mange af de gamle Palæer Udseende af hensmuldrende Forfald, hvis eneste Fordel er en egenartet, tungsindig Poesi. Den dans ske Nationalscenes Bygning har imidlertid en vis storladen Festivitas over sig, der kan føres tilbage til Paris’ store Opera, der er Forbilledet for saa mange af Europas kuplede Theaterbygninger. Den aabne Loggia ud mod Torvet, Frontonens Apollos gruppe, Broncetrefødderne oppe paa Taget og Dig? terkongerne, Ludvig Holbergs og Adam Oehlen* Schlägers Statuer danner tilsammen et festligt Hele, der danner en velgørende Modsætning til megen smaatskaaren moderne Arkitektur. En Vinteraften skal Torvet ses, naar Sneen lig- ger over Statuens Trægrupper, og Theatrets røde Lygter er tændte. Oppe paa Taget gløder elektriske Lamper i Bronceføddernes store Skaale. Folk strømmer over den hvide Plads, hvor Programsæk gernes Raab klinger sammen med Sporvognenes hastige Kimen. Paa Torvets Vestside lyser Ruderne i det store »Magasin du Nord«, Københavns »Werts heim« og »Magasin du Louvre«. I »Hotel d’Angle* terre« — Byens StandarchHotel — er der overfyldt med Gæster i Kaféen og den meget mondæne Pal* mehave, hvor den københavnske »jeunesse dorée« forsamles. Faa Byer frembyder et saa levende og ejendommeligt Billede. Eller en Foraarsdag, naar Menneskestrømmen bevæger sig over mod Bredgade for at naa ud til Langelinje, den enestaaende Friluftspromenade ude langs med det blaa Øresund. Bredgade er Fortsæt* teisen af Københavns »Strøg«, den af Indbyggerne fastslaaede Bypromenade fra Raadhuspladsen til Kongens Nytorv. Bredgadekvarteret — der i det 18. Aarhundrede benævnedes Frederiksstaden — er Københavns Faubourg St. Germain, det Kvar* ter, hvor Hoffet, Adelen og Gesandtskaberne har opslaaet deres Residens. Det er anlagt meget res gelmæssigt med lange, lige Gader af en ualminde? lig Bredde, alt er blevet til paa en enevældig Kon? ges Magtbud. København har ikke nogen Bydel, der i den Grad er præget af en gennemført Plan. Omkring Amalienborgs ottekantede Plads med de fire ganske ensartede Rokokopalæer skærer Gadere- ne hinanden i lige Vinkler, Bredgade, Amaliegade lige stik mod Nord, — Sankt Annæplads, Frede# riksgade og Toldbodvejen ud mod Øst. Det er som et Skakbræt, udført med Orden og Akkuratesse, saaledes som den oplyste Enevælde satte Pris paa. Amalienborg er af stor malerisk Virkning, selv l dlandet har omsider faaet Øjnene op for dette Slotsanlægs enestaaende Skønhed, der meget godt kan sammenlignes med selve Dresdens »Zwinger«. Palæernes elegante og maadeholdne Rokoko, der skyer enhver Overdrivelse, viser en modificeret Gengivelse af den ellers saa udpræget franske Bygs ningsstil. Frederik den Femtes Rytterstatue midt paa Pladsen, udført af Franskmanden Saly, kan maaske betragtes som den bedste Heststatue i hele det attende Aarhundredes Kunst. Elegant, fornem, lidt maniereret, rider Majestæten frem i sirlig Pas; Det Thottske Palæ. Fot. Damgaard.