Danmark som Turistland

HJØRRING AMT I 1890 kom Jærnbanen til Skagen. Turiststrøm* men væltede ind. Hotellerne skød op som Padde* hatte — og Gulds og Sølvsmedebutiker, Kiosker, Konfekt? og Kunsthandler. Og Hotellerne fik Glassale, hvorfra Dans og Mu? sik lirer og larmer hele den korte Sæson igennem, mens Badelivet bølger gennem Gaderne, broget og utvungent som paa Dyrehavsbakken. Endogsaa Hestevæddeløb og Spille#Casino som paa Monte Carlo har været paa Tale — lige inden Verdenskrigen kom og paa een Dag affolkede de kosmopolitiske Hoteller. Ude bag den gamle tilsandede Kirke gaar Solen ned over Heder og Klitter. Turisten staar paa Kirkegaarden, Skagens mær# kelige, højtliggende Kirkegaard, hvor Navnkundig# heder og Navnløse ligger mellem hverandre, dér er Krøyers og Lochers Grave, dér er Gudlaugssons Grav, den tungsindige islandske Digter, dér er Lars Kruses Mindestøtte, og dér ligger Bonatzi, den lud* Den tilsandede Kirke, Skagen. ^ot' ^nu^struP- Fra den jydske Vestkyst, Ebbe. fattige polske Tiggerfilosof med Lyrehytten ... dér ligger DaphneAIehene, og dér ligger de tyske Or® logsmænd, og dér ligger alle de navnløse »Strand? vaskere», armløse, hovedløse, navnløse — mellem svenske, norske, tyske og spanske Strandingsgrave. Klokken ringer paa det smukke nye teglhængte Spir over den nye skønne Kirke med Skovgaards Altertavle. Langt ude i Syd skinner Kongevillaens Ruder, og i Nordøst tændes Fyrglimtet ude i Fyret paa Grenen ved Drachmanns Grav. Saa langsomt svinder Dagen og Aftnen stunder til — her var et andet Skagen, et bedre, om man vil. Her var et andet Skagen, saa rigt paa Haab og Mod, som det, der fejrer Dagen i Kræfters Overflod. Et Skønhedshjem man bygged’, uselvisk, ungt og frit — da Salen saa stod smykket, gik Skaren hver til Sit. 265