Danmark som Turistland

RANDERS AMT frie Port aaben for Landevejens farende Folk og høje Popler susende over Straataget. Jeg mindes en saadan fra en Cykletur for et Par Aar siden. Træt og varm og tørstig kom jeg kørende til den i Julisolens Middagshede, stillede Cyklen i Skygge, tørrede Sveden af Panden og gik ind. Det var det vanlige Interiør: et langt Bord med en Bænk under Vinduerne mod Vejen, Skænken med brogede Eti* ketter i Baggrunden, Reklamebilleder paa Væggene. Fluerne summede i Luften, men ellers ikke en Lyd. Og ingen Mennesker! Jeg rømmede mig et Par Gans ge, spurgte højt, om der var nogen hjemme, men fik intet Svar. Solreflekss erne legede i Kognaksfla* skens gyldne Hylster paa Hylden, og Fluerne sang. Saa dristede jeg mig eb ter en passende forgæves Ventetid til at aabne en Dør ind til et andet Væ= reise, og der fandt jeg da en graasprængt Mand ligge sovende paa en gammel, luvslidt Sofa med et Par tykke Ulds sokkefødder stikkende i et Par hullede Galoscher. Det lykkedes mig at faa ham vækket, og døt var Værten. Om jeg kunde faa noget at spise og drikke? Jo, han fik langsomt rejst sig op og gnedet Middagssøvnen af Øjnene og kom ind i Skænkestuen, hvor han raabte: Mariane! Mari? ane! Fra Køkkenet meldte sig en ung Pige med blaa? sort, tykt Haar, nystrøget Bomuldsforklæde, bare brune Ben, en fuldendt Zigøjnertype, lige til at sæt* te ind i en Blichersk Novelle. Hun saa spørgende paa os begge, og Værten forklarede da, at »han der vil ha’ noget at spise!« Det blev til stegt Flæsk og Spejlæg, og medens Zigøjnerpigen raslede ude i Køkkenet med Potter og Pander, inviterede jeg mm Vært paa et Glas 01. Nu skal jeg ikke fortælle ud? forligt om, hvordan Maaltidet forløb. Det hele kom prompte paa Bordet, og da jeg var begyndt at spise, rejste Værten sig, hentede fra Kælderen en kølig Flaske Aalborg og skænkede mig et bredfuldt Glas. »Jeg har ikke forlangt Snaps!« sagde jeg. »Nej, men naar De gi’r 01, vil A gi’ en Dram!« svarede han. »Ja, Skaal da! Saa vil De maaske have en Kop Kaffe med mig bagefter!« »Ja Tak!« Saaledes overbød vi hinan? den i Venlighed en Tid — den guldbladede Kog? Fot. H. M. Sørensen. Hobro. naksflaske blev taget frem uden min Foranledning, og Cigarkassen kom paa Bordet uden hans, og Mid* dagstimerne randt. Skulde jeg ikke have været i Randers om Eftermiddagen, kunde det have set far? ligt nok ud. Min Vært inviterede mig paa Fisketur langs Aaen, hvor der var fuldt af Ørreder, og Zigøjs nerskens sorte Øjne var heller ikke uden Tiltræk? ningskraft, og kort sagt, der skulde megen Resig* nation til for igen at trække Cyklen ud fra Husgav* lens Skygge og køre i Sol og Sommerstøv til Ran; ders. Men jeg gjorde det — med en sikker Følelse af, at en Frokost i en Hof*Hotelejers Spejlglaslo? kaler aldrig vilde forløbe saa festligt. Ja, den Turist, som paa sin Tur igennem vort dejlige Østjylland viger lidt ud fra de gængse og banede Veje og giver Afkald paa Civilisationens moderne Befordrings* midler, vil blive rigt belønnet — ikke alene af de gamle Landevejskroers Idyl, men af den skønne Natur. Hvad kan der ikke opleves i de gule Post# kareter, som endnu mange Steder sindigt ruller af? sted gennem Randers Amt, og hvilke Skønheds? aabenbaringer melder der sig ikke, hvis man i en »Kaag« lader sig trække over Gudeaaens tungt henskridende Vande og fortsætter Turen ud gen# nem Randers Fjord til Kattegat! Hvad en Kaag er? spørger Læseren. Ja, det er en fladbundet Pram af Størrelse som en lille Dansesal. Den brus ges mest til Transport af Brænde og Mursten og andre Materialier, men vi var dog en Gang et Selskab af glade Mennes nesker, som fik Lejlighed til at benytte Kaagen til en Tur fra Silkeborg til Bjerringbro. Og nu ved jeg vel, at Silkeborg hører til Skanderborg Amt og Bjerringbro til Viborg Amt, som begge ligger udenfor min Skildrings Rammer. Men jeg maa nok nævne det i Forbigaaende, for det er dog Randers Amt, der aabner sin Favn for Gudenaaen og giver den frit Lejde gennem Fjorden til det aabne Hav. Altsaa: Kaagen trækkes af en Hest, paa hvilken der sidder en Rytter. Med en Line paa et Par Hundrede Meter er Hest og Kaag forbundet, og saa gaar Rejsen, i langsomt Tempo ad Aaens bratte Sving, i muntert Trav, hvor Løbet 306