Danmark som Turistland

RANDERS AMT Fot. Lundbo. Torvet i Randers med Niels Ebbesens Statue. Gamle Huse i Ebeltoft. er nogenlunde lige. Og tænk, hvilket Vidunder af en Tur en Sommerdag! Ombord er der Plads til at anbringe Stole og Bænke, og brede den hvide Fros kostdug over Bordet langt bedre end i et Luksustog med Spisevaggon. Farten er blid og stille, de smaa Bølger nynner langs Kaagens tjærede Sider, det dufter fra Blomsterne paa de brede Enge, og Oms givelserne skifter stadig som frydefulde levende Billeder. En Gedde slaar med et Plask forude. Ter? ner og Maager kredser over dit Hoved. Et Tæppe af blufærdige Aakander bølger paa lange Stængler i en blank Vig. Og Sommervinden synger i Siv og Rør. Men jeg burde naturligvis, naar jeg skal skrive om Randers Amt, begynde med Amtets Hovedstad: Laxebyen, de smukke Pigers og de gode Handskers By, Niels Ebbesens Stad. Han troner selv, Niels Ebbesen, paa sin Sokkel foran Raadhuset, og naar en Turist har modtaget sin Velkomsthilsen af ham, bør han ofre et Par Dage paa at se Byen. De snævre og krumme og for fleres vedkommende step le Gader har deres egen ejendommelige Ynde, og der er gamle Købmandss gaarde af rig Skønhed med Bindingsværk og Træornamentik. Der er St. Mortens Kirke med sin Duft fra længst henfarne Tider, og der er »Hellig? aandshuset«, som for et kvart Aarhundrede siden — i 1893 — gennemgik sin Skærsild, idet der baade i Byraadet og inde paa Rigs* dagen blev kæmpet mans digt for og imod Husets Bevarelse og Restauration. Blandt Modstanderne i Folketinget var især den kendte »Bjørnbakker« Sø? ren Kjær, som endog i Kampens Hede brugte et saa uparlamentarisk Ud# tryk som »den gamle Skidtkasse« om Helligs aandshuset. Men det slap lutret ud af Ilden og staar nu med sine røde Munke* stensmure som et smukt Vidnesbyrd om det 15. Aarhundredes Bygnings* kunst. Og er man saa i Randers bleven træt af Van« dringen gennem de snørklede Gader, af Munkeskrifs ter og Bindingsværk og Kirkepryd, saa ligger oppe mod Nordost Skovbakken med Pavillon, og Fest og Musik i lune Sommeraftener, med Udsigt ud over Byen og langt over Fjordens blinkende Baand og de brede Enge, hvor Mosekonen brygger. Med denne Udsigt som det sidste Skønhedsinds tryk kørte jeg til Hobro paa min Tur for et Par Aar siden; det blev halvfjerde Mils passende Træ* ning før Frokosten, og Hobro dannede for mig en naturlig Overgangsbro fra den forretningstravle Randers By til Managers drømmende Ynde. Men man skal ikke fare Hobro for hastigt forbi. Den ligs ger dér, den lille Købstad med de røde Tage som en norsk Fjordby omgivet af høje lyngi og granklædte Bakker og spejler sin egen Skønhed i Havarmens 307