Danmark som Turistland

RANDERS AMT Overgaard ved Randers. Fot. Hude. hvis man skulde skildre den lille By ved den østjydske Fjord. Men kom hellere og se den! Gaa gennem de smaa Gaders Stilhed, stands et Øjeblik paa Torvet, hvor Raadhusets vise Inskription forkynder, at var ej Lov i Landet, havde den mest, som mest maatte gribe — gaa videre ud til Maren Fins Dal og St. Peders Kilde, til Munkholm og langs Fjor* den. En stedlig Baedeker vil kunne fortælle alt fornø# dent herom. Lad mig bare sige, at den, som trænger til at glemme, at Verden er ond og larmende og højrøs stet, skal rejse til Mariager. Tempo lever i Mariager, og har man været der blot en kort Tid, saa sker der en Omvurdering af Vær* dierne i Ens Tanker, og man gaar og nynner Stros fen fra den længst henfarne Salmedigters lille Vers: »Hvad vindes paa Verdens det vildsomme Hav —?« Jeg véd ikke, om Læseren snart er træt af at køre paa Cykle sammen med mig og af at fær# des i Randers Amts tre nordvestlige Købstæder. Men der er to Byer tilbage endnu, og der er det Land Mols. Saa gaar Turen da videre sydpaa, tæt forbi Steen Blichers gamle Præstegaard i Speru trup, gennem Randers paany og østud i Djursland, hvor saa mange mosgroede Herresæder spejler des res Mure i Voldgravens mørke Vand. Lang er Vejs en til Grenaa, men som Regel kan man ved Som« mertid stole paa en Haandsrækning af den gode jydske Vestenvind, og bliver man for varm, er det altid en trøstende Tanke, at naa’r man først Grenaa, saa vinker Kattegattets blaa Bølger tæt ved. Og langs Aaen, som har givet Byen Navn, blanke Vand! Den ligger dér, Hobro, som en Fres dens stille Boplads, og dog var det den eneste dan# ske Provinsby, der i det urolige Aar 1918 oplevede en veritabel Revolution med Storm paa Raadhuset og Stenkast gennem Ruderne til de forfærdede Bys raadsmedlemmer. Heldigvis stilnede Uvejret af igen, og Borgerne i Hobro arbejder nu videre paa Byens kommende Stortid, naar Industrien atter kan faa sine Raamaterialer og Hobro Akvavit paany faar Lov at søge sit Kildespring i dansk Byg. En Vandring gennem Hobro Gader, en Tur til Byens smukke Anlæg med Restauration og Trak* tørsted — det lyder godt, den gamle Benævnelse: »Traktørsted«! — og — hvis der er Tid dertil! — en Udflugt til Hohøj, som nu er fredet, og hvor Steen Blicher har faaet sit Mindesmærke — saa drager man videre med Fjorddamperen eller ad Landevejen til Mariager. Ak, Mariager! De mest nænsomme Ord, vort Sprog ejer, maatte bruges, Den lægger sig som en kø; lende Dugg over ophedede Hjerner, den aander sin Klosterfred ind i syge Sind. Bliv der et Par Dage! I Mariager kan man gaa til Hvile med en tryg Vished om, at man ikke næste Morgen bliver vækket af et Lokomotivs hæse Fløjs ten, for der er hverken Skinneveje eller Jernbane* tog. Der høres kun den enlige Vandrers Trin over Brostenene, maaske en tyst Bølgesang fra Fjorden og Suset i de hundredaari* ge Lindes Kroner. Fred og Ro og gamle Dages sunde 508