Danmark som Turistland

RANDERS AMT vi har gjort derover, og vi »taar da igen paa det østjydske Fastland. Er det saa ikke bedst, at vi først aflægger et Besøg i Ebeltoft, Molboernes gamle Hovedstad! Der er en god Cyklevej derned — kun halvfjerde Mil — men man kan ogsaa be^ nytte Jernbanen over Trustrup — det er en lille Mil længere. I Modsætning til Mariager, der ellers er Søsterby paa mange Omraader, har Ebeltoft nemlig Jernbane og fik den aabnet allerede i 1901 efter haarde Kampe. Der var i Byen et stort Parti, som mente, at Ebeltoft vilde gaa til Grunde, naar Adgangen til at rejse til Grenaa og Aarhus paa Vareindkøb blev gjort lettere for Bors gerne, og der var ogsaa dem, der agis terede med, at moderne Tilstande og Socialisme og andet vederstyggeligt, som man var lykkeligt fri for, vilde hob de sit larmende Indtog over de toppes de Brosten med Lokomotivets Fløjten foran Byens Mure. Det kan heller ikke nægtes, at Ebeltoft var en Idyl blandt danske Købstæder, før det ny Aarhun? dredes Klokker ringede en ny Tid ind. Byen havde kun Forbindelse med Oms egn og Nabobyer over Vigens Vande og ved Hjælp af de gule Kareter, som rullede sindigt henad Landevejene med Passagerer og Post. Paa »Prins Carl« samledes om Aftenen en Kreds af de øverste Titusinde — hvis man tør brus ge det Udtryk om Ebeltoft, som den Gang knap havde halvandet Tusinde Indbyggere — og paa »Prins Carl« drøftede man da ved en rygende Rom« toddy Døgnets Begivenheder. »Ebeltoft Avis«, der kun udgik i Dukkeformat tre Gange om Ugen, var ikke i Stand til helt at udfylde Rollen som Monitor, men heldigvis var der en fast ansat Trommeslager, som saa’ sig i Stand til at udgaa hver Dag, hvis det paakrævedes. Naar en Slagter havde et friskslagtet Ebeltofts mærkværdige Tangdiger, bag om de smuk# ke Haver, hvor Syrener duftede og Gyldenregn blussede. Kirkeklokken ringede Solen ned, og Molss landets og Helgenæs’ blødtsvungne Bakkelinier teg; nede deres skønne Silhuetter mod Vesthimlen hin# sides Vigen. Fred over Land og By! I denne Idyl har Jernbanen og det 20. Aarhun* drede heldigvis ikke grebet stærkt forstyrrende ind. Ebeltoft selv er saa godt som uforandret. Den lans Kreatur i sin Butik, eller naar gamle Folketingsmand Wistoft skulde holde Vælgermøde, lød Tromme? hvirvlerne paa Torvet og — med passende Mellems rum — gennem Gaderne, og Nyheden blev forkyndt med høj Røst. Borgerne lukkede deres Vinduer op i de lave Huse eller traadte ud paa Stentrappens øverste Trin, og i Løbet af en halv Time vidste hele Byen, hvad det drejede sig om. Om Aftenen vans drede Ungdommen Arm i Arm paa Stien langs ge Gade, som mod Nord hedder Adelgade og mod Syd Søndergade, har næsten helt bevaret sit Præg fra Fortiden. Stejl og smal løber den ned mellem de smaa Huse og udvider sig omtrent midt paa til et lille Torv, hvor det gamle Raadhus fra 1576 løf* ter sit Spir højt over Tagene. Raadhuset benyttes nu — med samt sine Fangehuller under Jorden — som Museum og er vel en Visit værd for den fas rende Turist. Men interessantere er dog selve Eks# Fra Femmøller ved Ebeltoft. Fot. Zweidorft. teriøret, selve Torvet med de smaa teglhængte Huse og Raadhuset i Bags grunden. Det virker paa Beskueren som en stilfuld Scene for en Holbergsk Kos medie, og forresten var der ogsaa en Gang for ikke saa mange Aar siden en Skuespiller, der forsøgte at benytte Torvet til en Række Frilufts?Forestillin; ger, men Planen blev ikke gennemført, og Manden døde. Ikke mindre end to Havne har Ebel? toft, en gammel og en ny. Den gamle blev til i det forrige Aarhundredes Be? gyndelse og skylder længst afdøde Borgmester Stockfleth sin Eksistens. Der fortælles, at Prins Christian, sene* re Kong Christian den 8. var paa Be# søg i Ebeltoft, og Borgmesteren sagde til ham: »Ebeltoft maa have en Havn, Deres kongelige Højhed, hvis Byen ikke skal gaa tilbage!« »Jeg synes, vi først skulde se, om der vil sejle nogle Skibe hertil,« svarede Prinsen. »Man plejer dog at bygge Salen, før man kan ven? te at faa Gæster, Deres kongelige Højhed.« Men dette forstandige Ræsonnement har vistnok ikke gjort større Indtryk paa Prinsen. Havnen blev dog bygget. Borgmesteren tog selv fat, og han fik Omegnens Bønder til at køre de fornødne Sten sam- men. Deres eneste Betaling var en daglig Ration af Brød, Ost og Brændevin. Havnen blev bygget, men 310