Danmark som Turistland

VIBORG AMT den prøjsiske Bjærgfyr og Hedeselskabets Lanse# stage. — Ved Ulstrup vil jeg raade Dig til at staa af To? get, om ikke for andet, saa for at betragte en ret mærkelig Runesten, der sidder i et Havedige ind til den gamle Ilerregaard. »Stenen i grønnen Dal«, var det poetiske Navn, den fik af de gamle. Denne Sten har spøget meget i Fantasien. »Danske Atlas«, der skreves omkring 1768, ved at for^ tælle en hel Del om den; den laa før paa en anden Plads; et Særsyn for dc Rejsende. En landevejsstrejfende Ri> be^Munk besøgte den 1503 paa Vejen til Randers og fandt den efter Sigende overbeskrevet med Kobberruner, som den vimse Munk tydede saaledes: »Kirker skulle blive til Fangetaarne, Skalke skulle trives, Eldinge fordrives, danske Mænd vorde ugjæve og fange tyske Sæder, Herremænd skulle blive til Købmænd, Præster til Bønder, og Bønder til Vidundere«. — De enfob dige Bønder, der har overværet denne Tydning, har sikkert slaaet Kors for sig, mens Munken nød sin Triumf i Runefaget. Ca. 400 Aar efter stod en anden Runemand, vor egen Pro? fessor Wimmer, foran Stenen og lod sin Forskerfinger løbe langs dens my* stiske Indhugninger, der ikke viste Antydning af Kobber; han læste: »Tord rejste denne Sten efter sine Skippere Tore og Tove«. — Saadan drejer Nutidens nøgterne Viden Halsen om paa skønne Fabler. — »Stenen i grønnen Dal« — nej, sandelig om Navnet er ilde valgt! Slynger ikke Aaen sig hist i sin sølverne Bue med Teglstensprammen bag de høje Siv og Kogleax; gaar ikke Bonden dér paa dens Bredder, blid og god efter Davren, og stryger sine Kalve ad Ryggen! Togets Stønnen mangedobles mellem Engbakkerne, mens dets hvide Røg glider sammen med den blaa Mosebryg, som den ste== gende Sol løfter op over Sivene. Der kunde ogsaa ha været andet at se efter paa Ulstrup, om der havde været Tid dertil. »Vi har en Herregaard, beliggende i en af Landets videst ud- strakte Dale .. .« saadan begynder St. Blicher sin lille Skizze »Den jydske hynde Dame«, hvor Scene* Fot. Bente. Viborg Domkirke set fra Søndersogns Kirketaarn. netop er Ulstrup. Det er muligt, hvis du hø# rer til de sande romantiske Sjæle, at du kunde faa et Glimt af Blichers »hvide Dame«, men da maatte du ihvertfald ha Taalmodighed, til Maanen var kommen opover de gamle ærværdige Elmetræer, og det er noget længe at vente, selv paa et saa høj» agtet Spøgelse, som det Blicher har foreviget ved sin lunerige Pen. — Allerede her ved Rejsens Be* gyndelse træffer vi da den Blicherske Muse; det samme vil hænde Gang paa Gang, thi Viborg Amt er som en eneste stor Billedbog til Blichers Novel# ler. Gaar du op paa én af de Lyngbakker, der sky# der sine Bastioner frem mod Gudenaadalen og spejder mod Nord, da ser du fra Middelsom ind over Sønderlyng Herred; et Stykke Østjylland af en egen Art, bølget og foldet, med Krat og Smaa? skov, fremadpilende blanke Bække, og levende Væld ved Bakkens Fod. Hver Elle* trunte, hver kroget, forborgen Vidje? busk i Vejsvinget gemmer en Stump gammelt Sagn. Her ligger Mammen, Viskum, Fussingø, og helt ude ved Synsranden Tjele; Navne som Blicher har fæstnet til Litteraturen med Gulds søm; og vender du dig den anden Vej og ser mod Vest og Nordvest ind over Hovlbjærg, og Fjends Blicherske Gnister fra Men vi maa ind mod Amtets Gens tralpunkt, det gamle klassiske Viborg, hvis to isengraa Domkirketaarne over alt paa det ganske Amts Bakker og Kæmpehøje er Maalet for de langsy# nede med og uden Kikkert, ligesom Fyrsterne i Kongelogen. Jeg har selv som Hyrdedreng staaet i Søndagsblu; se og spejdet tværs over brede Heder og Tørvemoser ind mod disse to op; rakte Fingre, der løfted sig besværgende af Østens Hids, Lysgaards, Rinds Herreder, da springer de Navne dig i Øjnene som en Smedeesse. Dis. Viborg er falden for den samme sørgelige For- fængelighed som de fleste andre jydske Byer, ja det ganske Land, som med Vold og Magt vilde være saa moderne som muligt. Kortsynede Bysty# rere har ladet staa til, har givet det gamle et Puf, saa det er styrtet over Ende; Borgernes Flertal har set paa Forandringen med Ligegyldighed, hvor 336