Danmark som Turistland

V IBOR G AMT Lyshøj med Blicherstenen. tal, der pirkes frem af Asken, og saa en ene* ste Kandelaber, den 4% Alen høje, syvarmede »Lysklove«, der nu staar foran Opgangen til Koret, var omtrent alt af rørligt Gods, der blev tilbage, ellers stod kun de sværtede Mure. Intet skaanede de vilde Luer; den hellige Kjelds Helgenskrin, der hang under Loftet i en Lænke, med forgyldt Mes* singbeslag og dito Dragehoveder, styrtede ned og fortæredes; Blykronen, som man spottende havde sat paa Hovedet af Skipper Klement før hans Hens rettelse (1536), gik samme Vej. Gravmonumenterne og de mange adelige Vaabentavler, der prydede Kirkens Piller, lyste som Fakler et Sekund og fors svandt; end ikke Kirkens eneste Kongebegravelse skaanedes, nemlig Erik Clippings, der havde ligget her siden hin Dag i 1286, da hans Fjenders lange Lanser fandt ham gennem Lugerne af Finderup smuldrede Kindtæn? tvivlsom. Men Doms Rejselade. Den Tilrejsens de, som venter at finde en synlig Rest af denne sin Barndoms Romankonge, bliver præsenteret for et Par der, hvis Ægthed er mer end kirken var den Gang som et stort Pakhus for Egs nens Historie; Klostrenes, Kirkernes, Herregaarde* nes Skøder og øvrige Akt> stykker stod her i store Kister stablet helt op uns der Lofterne. Det brændte nu alt, naadesløst, hvor» ved vor Histories Middel* Par fra Bro alder sank endnu dybere i sit Mørke. Saadan kan en Times Brand skubbe to Tidsaldre uhjælpelig bort fra hinanden, som et Landsdele skubbes hinanden ved, at en sprænges i Luften. Sent overvandt Viborg By denne Forskrækkelse, endda de fleste Byer her i Jylland var vant til at leve under Himlens Vre> de, hvor »Ildvaade, Pestis lentze og brad Død« skifj tedes til at hjemsøge dem. Omsider fik Domkirken dog sine Taarne stablet op igen og sine Klokker til at ringe, om end det altsammen gik kummerligt nok. Kirken, som nu løfter sine Taarne højt paa Ban; ken ved den smukke Sø, ser ikke ud til at ane mes get om Fortidens svære Hjemsøgeiser. Den har i de sidste Menneskealdre været som Nationens Kæ= ledægge blandt Kirkerne, Skumlere vil sige, at det ikke altsammen har været til dens Gavn. Dens mange Restaureringer skal ikke have levnet meget af dens første oprindelige Stilstrænghed. Det faar Kendere kives om; vi jævne Mennesker vil ha Lov til at udtale som vor Mening, at gennem dens aller* sidste Restauration, den som er besørget af Male? ren Joakim Skovgaard, er denne gamle jydske Kirke bleven os saa kær, at vi ikke byttede den bort for alle Roskildes prangende Kongegrave. Man skrider ikke over denne Kirkes Tærskel Fot. Bente. Brohuset ved Søndersø, Viborg. Mb 338