Danmark som Turistland

KØBENHAVN Fot. Hude. Gamle Huse i Stormgade. delser mod Fremtidens Slægter. Paa det lille »Vesterbros Torv« har Nyrop bygget Eliaskirken, og selve Torvet er forskønnet med en Brønd og nogle Lindetræer, der danner en lille idyls lisk Enklave midt i de banale Omgivelser. Et Forstadsteater, »Det ny Teater«, er det syvende i Rækken af københavnske Teatre. Bagved dette Teater, ud mod Nørrebro, ligger Sankt Jørgenssø, et stort, aflangt Vandbassin, der sammen med Peb* lingesøen og Sortedamssøen danner et flodlignende Bypanorama, der med en heldigere Bebyggelse kuns de have været til stor Pryd for Staden. Desværre trænger ogsaa her Kassegaderne lige ud til Søerne, der fuldstændig er berøvede deres oprindelige lands skabelige Karakter. I nogle Haver hist og her vid* ner nogle ensomme Popler om den Tid, da Maleren Købke sad her og malede sine stemningsfulde »Lands skabsbilleder«, hvor sivkransede Bredder og mas leriske Vindmøller dannede den mest henrivende Forgrund for Silhuetten af Københavns Taarne. Som Søerne nu ligger dér, som kedelige rektangu# lære Vandbassiner, er næsten enhver Betingelse for noget kønt gaaet til Spilde. Der kunde skrives et helt Kapitel om, hvad der burde være gjort her, hvor der oprindelig var de mest enestaaende Be# tingelser for at skabe noget landskabeligt midt i en Storby. Der er saa faa Steder i København, hvor der er vidt Udsyn og aaben Horizont. Stykke for Stykke maa man opdage Byen, der paa Grund af sin flade Beliggenhed mangler Punkter, hvorfra man kan faa et storladent Overblik. Paris har sit hojt* liggende Trocadero, Hamborg sine Alsterbassiner, Dresden sin Brühlske Terrasse og Stockholm sin landskabelige Skærgaard. København har kun disse vanrøgtede Søer, som Arbejderkvarteret Nørrebro og Smaaborgerforstaden Østerbro helt har okkuper ret. Den Korso, der kunde være anlagt langs med disse Bredder, hører nu til Fantasiens Verden. Dog gaar Byen nu en bedre Fremtid imøde, et Vendepunkt er indtraadt. Paa Østerbros Fælleder er der i de sidste Aar anlagt en Folkepark med brede Køreveje og Ridestier, der muligvis en Gang i Fremtiden vil blive Københavns »bois de Bou« logne« eller »Hydepark«. Alt her er rummeligt, med Sans for det vide Udsyns Betydning. Det sirlige og indeklemte, der karakteriserer flere af Byens ældre Haver, er her afløst af noget virkeligt stor? stadsmæssigt. Ud over brede Plæner, med enkelte fritstaaende Trægrupper, kan Øjet frit søge ud mod Horizonten, hvor Marmorkirkens grønne Kuppels ballon ses fjernt ude sammen med Kirkespirenes blaanende Silhuet. De gamle Kongeveje, Lyngby# vejen og Jagtvejen, har man heldigvis ladet urørte, saa at de hundredaarige Elmes kuplede Kroner gaar med ind i Parkbilledet. Paa Nørrebro er der desuden anlagt en anden Park omkring det nye Bispebjerg Hospital, der har en temmelig ualmindelig Beliggenhed paa en Baks keskraaning, hvorfra Krematoriets Kuppel ses vidt og bredt. Nørrebros eneste Seværdighed er den store Assi? stenskirkegaard, der er et helt Friluftsmusæum over Landets henfarne Storheder. Kirkegaarden er Danmarks »pére Lachaise«, en Mindets Have, hvor »Guldalderperiodens« berømte Digtere, Kunstnere, Skuespillere og Videnskabsmænd hviler under ret uanselige Monumenter. En næsten blufærdig Sky for brovtende og luxuriöse Mindesmærker og Grav# mæler er ejendommelig for dansk Følemaade. En lille graa Granitsten, omslynget af Vedbend, beteg* ner den Plads, hvor Hans Christian Ørsted hviler. En Marmortavle fortæller, at her sover den store Tænker, Søren Kierkegaard, sin sidste Søvn. Et ligesaa uanseligt Gravmæle er rejst over Folkets eneste virkelige Berømthed, H. C. Andersen, i den røde Sandsten staar et lille Digt, der paa en rørende Maade røber Digterens dybe Angst for den evige Tilintetgørelse. Kirkegaarden har ogsaa stor kulturs historisk Interesse. Alle de rige Købmænd fra den store Handelsperiode, paa den franske Revolutions? tid, hviler her under Støtter og Epitafier, hvor syrn* bolske Urner, Slanger og Hermesstave fortæller om en Kultur, der nu helt hører Fortiden til. Mærke? lige, patetiske taareblændede Inskriptioner er Vids nesbyrd om Tidens Rousseau?paavirkede Aandsliv. Ægtefæller beder Vandringsmanden om at staa stille, for at fælde en Taare over den Hensovede, hvis borgerlig Dyder opramses med naiv Grundig; hed. Her hviler en »øm« Fader, en kærlig Mage, en vindskibelig Borger, en nidkær Læge, en opofrende 20