Atomernes Bygning og Stoffernes fysiske og kemiske Egenskaber

28 N. Bohr: de ydre Kræfter ikke vil være i Stand til fuldstændig at forstyrre Centralbanekarakteren af den paagældende Elektrons Bevægelse, men kun til at deformere denne Bevægelse i ringe Grad. Derigennem op- naar man en umiddelbar Fortolkning af den svage Virkning, som, ifølge Forsøgene, elektriske Kræfter har paa de fleste af Spek- trenes Linier. Hvad der imidlertid i Sammenhæng med de oven- staaende Betragtninger er af særlig Interesse, er den Iagttagelse, at der i et Spektrum som Natriumspektret under de omhandlede For- hold optræder helt nye Spektralserier svarende til andre Overgange mellem stationære Tilstande end de, der er angivet paa Figuren. Dette er netop, hvad vi ud fra Korrespondensprincippet maatte vente, fordi der i Elektronernes Bevægelse som Følge af de Perturbationer, som de ydre elektriske Kræfter frembringer, foruden de Svingningskomponenter, der optræder i en uforstyrret Centralbane, i Banen vil optræde nye Typer af Svingningskomponenter med Am- plituder proportionale med Intensiteten af de ydre Kræfter. Jeg beklager ligeledes, at Tiden ikke tillader mig at komme nær- mere ind paa Spørgsmaalet om Virkningen af magnetiske Felter paa Spektrenes Linier, der jo blev opdaget af Zeeman for netop 25 Aar siden. Jeg skal blot lige nævne, at det har været muligt ved Hjælp af Korrespondensprincippet at uddybe den af Sommer- feld og Debye paa Kvanteteoriens Grund opbyggede Teori for den »normale« Zeemaneffekt paa en saadan Maade, at Teo- rien kan siges at udvise saa stor en Lighed med den berømte, af Lorentz umiddelbart efter Zeemans Opdagelse givne Teori, som det overhovedet kan ventes, naar man holder sig den store For- skel mellem den klassiske elektromagnetiske Teori og Kvanteteorien for Øje. Jeg skal imidlertid kort omtale et Spørgsmaal. der har Be- tydning for det følgende, og som har en nøje Tilknytning til Spørgs- maalet om Virkningen af magnetiske Kræfter paa Spektrallinier, nemlig den sammensatte Bygning, som mange Seriespektres Linier udviser, og som vi allerede ovenfor har hentydet til. Denne saakaldte Kom- plexstruktur af Spektrenes Linier maa tænkes at hidrøre fra en ringe Afvigelse fra Centralsymmetri hos de Kræfter, som den sidst ind fangne Elektron er underkastet under dens Binding i Atomet. En saadan Afvigelse, der maa tænkes at have sin Grund i Konfigurationen af de tidligere bundne Elektroners Bane, vil nemlig bevirke, at den