Lærebog i Stoffernes almindelige Chemie
Förste Deel. De enkelte Radikalers almindelige Chemie

179 Foruden disse Aarsager til Forandringer i Æqvivalentræk- ke», gives der andre, som vi korteligen ville anföre. Den egentlige Basis for alle vore Bestemmelser over Æqvivalenterne er den qvantitaiive Analyse af Forbindelserne; den er altsaa et Resultat af den chemiske Kunst, og vil være afhængig af den Nöiagtighed, hvormed Analyserne ere udförte. Vel har nu Berzelius med en næsten ubegribelig Nöiagtighed bestemt disse Grundforhold for de fleste Stoffer; men Analysen har ogsaa her gjort Fremskridt, og vi ville derfor være nödsagede til at optage fra Tid til anden smaa Forandringer i Ækviva- lenternes Talrække. Som Exempel herpaa kan den nve Be- stemmelse af Kulstoffet tjene, der efter den franske Chemiker Dumas’s Undersøgelser er antaget i den störste Deel af dette Værk. Alle Æqvivalenter udtrykke ikkun Forhold, og disse For- hold kunne angives ved meget forskjellige Talrækker, i det hele Rækken naturligviis maa forandres, naar vi vælge for- skjellige Elementer til Eenhed. — De fleste Chemikere gaae ud fra Ilten, og udtrykke dette Stof ved 100. — Dette Valg er bleven derved bestemt, at Iltforbindelserne iblandt alle ere de hyppigste og vigtigste, og at derfor Iltens Addition og Sub- traction forekommer hyppigst og udfores lettest, naar man væl- ger Ilten til Udgangspunktet. Nogle Chemikere, foranledigede ved den Erfaring, at Iltens og Brintens Vægtforhold i Vand er som 1 til 8, eller i det mindste saa nær ved dette For- hold, at Afvigelsen meget let kan ligge inden for Iagttagelses- fejlenes Grændse, antage, at alle Elementers Tal ere Produz- ier af Brintens Tal multipliceret med hele Tal; de antage da Brinten som I, Ilten som 8 o. s. v. — Kulstoffets nye Be- stemmelse til 7o, naar Ilten regnes til 100, og til 6, naar Brin- ten regnes til 1, giver denne af de Heste Chemikere forkastedo Mening en ny Vægt. Forsaavidt ere de anførte Resultater ligefrem udledede af Erfaringen; men for at lette Fremstillingen, har man endnu taget sin Tilflugt til nogle theoretiske Forudsætninger. Man forestiller sig nemlig, at man ved en bestandig fortsat Deling