Dansk Arbejde

219 kgl. Klemence efterlade den over os dikterede og af Stadens Magistrat os tilkendegivne Straf, i samme Tillid forsikrende os, at Deres kgl. Majestæt ikke finder Behag udi at ødelægge saa mange af sine desuden ved Guds Haand noksom ruinerede Undersaatter». Nogle Dage efter bønfaldt man Dronningen om hendes Forbøn. Men Kongen resolverede: »Vi finder allernaadigst ikke, at paa denne Kræm- mernes Memorial noget er at reflektere« .... I 1750 klagede Urtekræmmernes, Isenkræmmernes og Sukkerbagernes Lav over, at Klædekræmmerne handlede med Spejle, Knapper og andre Ting, som de ikke havde hjem- mel til at sælge. Og i den følgende Tid blev der ført en hidsig indbyrdes Strid mellem Fabrikanter, Grossister og Detaillister om Grænserne for deres respektive Rettigheder. I 1773 androg Kræmmerne om: »At det ikke maa være nogen Fremmed, saasom Hollændere, Fransoser, Schweitsere og Tydskere tilladt at fortolde nogen Slags Varer, langt mindre udsælge dem her i Staden.» .... Kræmmernes Frygt for den hollandske Konkurrence ses af følgende Erklæring: »Det er ikke noget nyt, at de saakaldte Hollændere, som egenlig ere Fiskere fra Grønningen, have begj æret 70 til 80 Rdl. for et Stykke Lærred og solgt det for 20 Rdl.« Kræmmernes dybe Foragt for de holstenske og sønder- jydske Kniplingskræmmere ytrer sig bl. a. i følgende Ord: »De saakaldte holstenske Kniplingskræmmere ere vel Kongens Undersaatter, men af den Slags, som ere fødte til Ploven« ....