Dansk Arbejde

34 som vi havde fastholdt Sølvmøntfoden, vilde det under de stadig dalende Sølvpriser være bleven lettere og lettere at afvikle ældre Gældsposter. Overgangen til Guldmøntfoden tvang Debitorerne til at yde Dækning i Guld. Man kunde efter 1873 ikke mere indlevere Sølvbarrer i Banken og faa præget Sølvmønt i Stedet. Sølvet var paa samme Maade som Kobber blevet reduceret til Brug som Skillemønt. Den Fordel, Landbrugets Debitorer saaledes gik Glip af, har fremkaldt mange, i en krænket Retsbevisthed bundende, højrøstede Klager. Og endnu den Dag i Dag hører man bitre Bebrejdelser mod de Mænd, der i 1873 gennemførte Møntreformen. Saa langt fra at handle urigtigt eller uretfærdigt har disse Mænd imidlertig indlagt sig stor Fortjeneste ved lige- som Tyskland og andre Lande i rette Tid at forlade Sølvet. Man kan gaa saavidt at sige, at Overgangen til Guldmønt- foden i 1873 er den forstandigste finansielle Reform, der nogen Sinde er bleven gennemført i de nordiske Riger. Et let fatteligt praktisk Eksempel vil vise Læseren, hvad der vilde være sket, hvis Danmark havde fastholdt Sølv- møntfoden, efter at Tyskland, Norge, Sverrig og andre Lande efter Englands Forbillede havde indført Guldmøntfoden. Mod at købe Sølv til Dagens Pris og indlevere Sølvet til Mønt- bureauet, vilde vi da fremdeles kunne faa sluact SølvdaleiG eller Sølvkroner i ubegrænsede Mængder. Men i Sverrig, Norge og Tyskland vilde disse danske Sølvmønter ligesom Pengesedler lydende paa Sølv kun blive modtagne efter Sølvets Markedspris. Regner vi med en Sølvpris af 24 d, saa vilde en dansk Sølvkrone uden for Danmark kun være 39 Øre værd, skønt den danske Sølvkrone indeholder lige saa meget Sølv som en norsk eller svensk feølvki one. Om- vendt vilde de norske og svenske Sølvkroner cirkulere i Danmark til 100 Øre, fordi de i Norge og Sverrig ligesom norske og svenske Pengesedler er indløselige med Guld.