En Samling Småskrifter Om Toldproblemer 1896-1908

14 til Forbrugerne: Forlang Ostetolden afskaffet, saa taar vi Osten løy.j Øre billigere pr. Pund! Thi den almindelige Mejeriost vil utvivl- somt ikke blive en Ore billigere, selv om vi afskaffer Beskyttelsestolden; dene Pris er allerede nu nede paa sit Lavmaal. Konkurrencen er Beskyttelsens Regulator. Men hvor kan det være, at Osteproducenterne ikke fordyrer deres Ost med Beskyttelsestoldens Beløb? Frihandelsforfatterne Riger jo, at den menneskelige Natur er saadan, at enhver vil benytte sig af de Fordele, Staten sætter ham i Stand til at tage, og dette lyder jo sandsynligt nok. Er da Osteproducenterne en Bærlig uegennyttig Gren af Menneskeheden? Nej, der er ingen Grund til at tro dette. En Tilhører aF dette . Foredrag bemærkede under en efter Foredraget følgende Diskussion, at han var overbevist om, at »alle Fabrikanter vilde tage saa store Priser for deres Varer, som de kunde komme afsted med«. Utvivlsomt havde Tilhøreren Ret — enhver Sælger vil søge at opnaa den højeste Pris for sine Varer; det er jo en fuld- stændig ærlig Sag, ja vel paa en vis Maade næsten en Pligt for en Forretningsmand. En bekjendt Frihandelssætning opstiller jo ogsaa det Maal for en Handelsmand, at han ska] »kjøbe paa det billigste, sælge paa det dyreste Marked«. Og sikkert vil enhver Osteproducent gjærne arbejde mod dette Maal; men hvorfor kan han da ikke »putte hele Toldens Beløb i sin egen Lomme?« Af en meget simpel og praktisk Grund — men det gaar ofte Theoretikere saadan, at de ganske glemmer simple, praktiske Grunde — den nemlig, at der er noget til som hedder »Loven oin Tilbud og Efterspørgsel«: Konkurrencen er en Magt, som nok fikal gjøre sig gjældende. Ben er det, som virker nedtrykkende paa Osteprisen, ligesom den virker paa alle andre Varers Pris. Der er mange Producenter; den ene skal sælge, og den anden skal rølge, og gaa gaar Prisen ned. Det er ikke alene i Ostehandelen, denne ligesaa kjendte som mægtige Kraft virker. Vi benyttede før i vor indledende Omtale af Beskyttelsestolden det Udtryk, at Skomageren kunde tænkes at vælge enten den Vej at fordyre sine Varer med Toldens Beløb eller sælge dem ufordyrede; men det var et unøjagtigt Udtryk, skjøndt benyttet med Forsæt paa dette Stadium af vor Frem- stilling. Skomageren kan ikke »vælge« den Pris han vil; kunde enhver Sælger gjøre det, saa vilde dot være en gaare profitabel Forretning at være Næringsdrivende. Nej, man man, som den førnævnte Tilhører udtrykte sig, tage den Pris »man kan komme al’sted med«, og den bestemmende Magt er her Konkurrencen. Dsnne evner ikke alene at trykke Prisen ned til det Lavmaal, g.jør vedkommende Produktion mulig, men det ses jo tidt nok, at Konkurrencen formaar at trykke Priserne saa dybt ned,