En Samling Småskrifter Om Toldproblemer 1896-1908

27 udviKlede sig, som vi alle kj ender, ikke alene saaledes, at dets Drift blev fuldkomnere og fuldkotnnere, men ogtfaa saaledes, at det brugte flere og flere Folk. Vilde en Mand midt i forrige Aarhundrede spørge mistrøstigt: »Kan vi nu ogsaa skaffe Plads her i Danmark til hele den Ungdom, der fødes? Kan vort Lands Folketal blive ved at vokse?« — saa kunde man fortrøstningsfuldt give ham det Svar: »Det har ingen Fare! Det danske Landbrug har stadig Brug for flere Kræfter!« Men dette er blevet anderledes siden. I 1880 naaede det danske Landbrug Højdepunktet med Hensyn til Beskjæftigelse af Mennesker. Ved den paafølgende Folketælling i 1890 var det ikke gaaet frem, heller ikke en Gang staaet stille i Tal, men gaaet tilbage med Tusinder af Mennesker; og Folketællingen 1901 gav et lignende Resultat. Hvad Grunden er dertil, skal her ikke undersøges; mange synes Forholdet utroligt, men det er en Kjends- gjerning, som det er unyttigt at løbe Panden imod, og Kjends- gjerningen har sit Sidestykke i alle andre fremskredne Lande: der er en Højdegrænse for Landbrugets Evne til at anvende Men- nesker. Men da Forholdet er saaledes, vilde vi nu faa et mistrøstigt Blik paa vor Nations Fremtid, dersom der ikke i denne havde udviklet sig andre sunde og levedygtige Erhverv. Det har der imidlertid heldigvis. Landbruget lagde for, som sagt, men Handel og Søfart, Haandværk og Industri fulgte efter, og hver for sig har disse Erhverv gjort et Fremskridtsarbejde, som vel taaler Sammenligning med Hovederhvervets. I Tal har disse Erhvervs Fremgang været overordentlig: medens kun 250,000 Mennesker levede af Haandværk og Industri i Danmark i 1840, ernærer de samme Erhverv nu 700,000 Mennesker. »Byerhvervene«, som man er begyndt at kalde dem under et, naaede i 1901 at ernære næsten 1,100,000 Mennesker i Danmark — flere end Landbruget, og for deres Vækst synes der ikke at være nogen Grænse. Det her anførte opfattes under Tiden, som om der var en Slags fjendtlig Konkurrence mellem Erhvervene — som om f. Eks. Landbruget maatte være en Modstander af Byerhvervenes Vækst og søge at hindre den. Intet kan være taabeligere end denne Opfattelse; hvad der sker, er, at det danske Folk udfolder sine Kræfter og Evner til at træde ind i de fremskredne Folkeslags Række. Og i denne Udfoldelse deltager vi alle. Vi er jo ikke delt i Kaster lier i Landet — heller ikke er Landbrugere og Byfolk skilte, fjendtlige Racer. Tværtimod — Landbrugerne, Bondestanden, er jo den gamle Grundstamme, hvor- fra alle andre Erhverv i Tidernes Løb er udgaaet, og den samme Udvikling fortsætter sig bestandig: Gaardmanden og Husmanden, der har flere Sønner, kan ikke give dem hver en Gaard eller et Hus. Nogle af dem gaar over til Handel, Søfart eller Haand- værk, og skulde Bonden ikke være interesseret i, at der i hans gamle Fædreland holdtes Veje aabne for hans Børn — Veje, som ikke alene giver dem Adgang til at leve her, men ogsaa til at