En Samling Småskrifter Om Toldproblemer 1896-1908

15 fuldt tilfredsstillende eller ej, saa vilde vi paa det oprig- tigste beklage, om De skulde rejse hjem til disse Kolo- nier, som vi elske saa højt, med nogen anden Over- bevisning end den, at vi nære den dybeste Sympathi og Agtelse for Dem, og at det — hvis vi ikke skulde være i Stand til fuldtud at gaa ind paa Deres Anskuelse — ikke ligger i nogen Mangel paa god Vilje fra vor Side, men alene i den Agtelse og det Hensyn, som vi mene at skylde Sandheden og vor egen Overbevisning. (Bifald). »Men, mine Herrer, ere vi sympathetisk stemte, saa ere vi ogsaa praktiske Folk (hør, hør!), og jeg tror, at det vilde være Gjenstand for den største Beklagelse fra alle Deltagere i denne Kongres, om det ikke skulde lykkes os, efter saa lang en Forhandling, at komme til et endeligt Resultat — en Afslutning paa vor Drøftelse, der idetmindste vilde betegne et Skridt fremad imod det Maal, som saa veltalende er bleven skildret under vore Forhandlinger. Nu maa jeg maaske forklare Dem, hvor- for jeg, i fuld Overensstemmelse med mine Raadgivere her, har ladet den almindelige Debat finde Sted og dog tilladt Fremkomsten af et Ændringsforslag, der syntes at skulle spærre Vejen for os; det har været min Hen- sigt ved Forhandling med dem, der have taget aktiv Del i disse Drøftelser, at søge tilvejebragt en Resolution, der kunde være Udtryk for hele Mødets Stemning og ventes vedtaget fra alle Sider. (Hør, hør!). Og jeg haaber nu at kunne foreslaa Dem en saadan Resolution, der er et Resultat af venskabelig Brydning af laste Anskuelser, og som kan vise det større Publikum, der vistnok med samme Interesse som De selv venter paa Forhandlingens Resultat, at vi ikke alene have drøftet Sagen, men ogsaa ere naaede til et praktisk Udbytte af den. »Er der nogen enkelt Ting, som De efter Forhand- lingen ville være mere overbeviste om end om noget andet, hvad enten De staar paa Frihandelens eller Be- skyttelsens Grundlag, saa vil det være den, at den Sag, vi have beskjæftiget os med, er fuld af Vanskeligheder, ja er en yderst indviklet Opgave at løse. (Hør, hør!). Jeg tør ogsaa sige, at Resultatet af Forhandlingen er af umaadelig Vigtighed; thi hvad De vedtager, vil maaske danne Udgangspunktet for Handlinger af Mænd, som sidde i endnu mere ansvarlige Stillinger, og derfor er jeg vis paa, at Kongressen tilfulde har forstaaet, at den