Gamle Carlsberg
Et Bidrag Til Dansk Industri Historie Og Industriel Udviklingshistorie

84 HAANDVÆRKET VED SLUTNINGEN AF DET 18. AARHUNDREDE det danske Haandværk. I de følgende 30 Aar har der ingen indre Løftelse af Haandværket i sin Helhed fundet Sled. En Forfatter — Fabricius i »Policeyschriften« — udtaler i Aaret 1790 følgende: »Vore Haandværksmænd ere alle dyre, arbejde langsomt, og, det som er det Værste, de arbejde som oftest slet og uden Smag. Vore Haandværks- folk ere ikke saa arbejdsomme som de engelske, ikke saa sparsomme som de hollandske og tyske; det er derfor intet Under, at de ikke kunne holde Pris med Fremmede. Deres Opdragelse bliver som oflest meget forsømt; i Skolerne lære de maaske at skrive og regne og del lidt slet nok, som man kan se af de Regninger, de skrive. I Lære- aarene bruges de ofte mere til at gaa Ærinder og at være Allemands- dreng i Huset end til at sidde paa Værkstedet. De lære ikke at tænke ved det, de tage sig for, men efterabe blot, hvad de se Mesteren gjøre. De have intet Begreb om Tegning og Perspektiv. Alle Modeller og Mønstre til alle mulige Varer maa vi lade komme udenlands fra. Godt og vel, om vore Haandværksfolk forstaa at abe dem efter. Opfinde Noget, gjøre de aldrig.« Ved denne Uddannelse af de hjemlige Haand- værkere er det da intet Under, at Byen, som f. Ex. efter Branden i 1795, var opfyldt af udenlandske Svende, særlig tyske. Den tyske Laugs- højhed var stadig gjældende. Forholdet mellem Mestre og Svende og mellem disse og Myndighederne stadig spændt. Ogsaa i det 18. Aar- hundredes sidste Tiaar have vi store Svendeopløb og Striker, med en Bølgen ud og ind af Landet af de udenlandske Svende i Følge. En stadig gjærende Uro i Arbejdsforholdet, der ikke øgede Myndighedernes eller Publikums Sympathi for Laugsinstitutionen. Atter dukkede da den gamle Tvivl om Laugenes Nytte op, og i 1794 nedsattes en Kommission, der skulde afgive »Betænkning og Forslag til de Forholdsregler, som efter Omstændighederne kunne anses mest bekvemme til at rette Manglerne i Laugsindretningerne selv, i Fald saadanne maatte fore- komme «. I sin Forestilling til Kongen hugger Kommissionen Knuden over,