Gamle Carlsberg
Et Bidrag Til Dansk Industri Historie Og Industriel Udviklingshistorie

526 UDENRIGSPOLITIK FRA 1855 TIL 1864 Den Dag, Adressen skulde forhandles i Rigsraadet, var den 8. Juli, paa hvilken Monrads altfor store Tro til sine Evner endelig bristede. Hans Afskedsbegjæring meddeltes Thinget, før Adressen sattes under Forhandling, og som Forslagets Ordfører henstillede Jacobsen at ud- sætte Forhandlingen. Dette vedtoges, og først den 13. s. M. tager Jacobsen Ordet for at motivere Adressen. Han udvikler udførligt, hvorledes det er Tyskland og ikke Danmark, der har fremkaldt Krigen, og at Formaalet for denne ikke længere er den Selvstændighed, der kan fordres for Holsten, men derimod at lægge det danske Slesvig ind under Tyskland. Han udtaler sig om det store, af Tyskland tilbageviste Offer, Kongen har bragt ved at tilbyde at afstaa den Syd for Slien-Dannevirke liggende Del af Riget, under Fol udsætning df, at dei dü ikke alene opnanedes Fred, »men ogsan Uafhængighed og en fuldkommen selvstændig Existens for den Del af hans Stater, der blev tilbage«. »Denne Politik«, vedbliver han, »som Ruslands Gesandt (paa Londoner Konferencen) med fuld Føje har be- tegnet som en ophøjet og ædel Politik, tro vi, at Rigsraadet bør ud- tale sin fulde Samstemning med; thi det ere alle danske Mænd enige i, at det bør være det største og højeste Formaal for Danmarks Bestræ- belser, at bevare sin Selvstændighed og Uafhængighed, at bevare Be- tingelsen for, al det danske Folk kan føre, ikke blot et materielt, men et aandeligt Liv, Betingelsen for, at det kan opfylde sin Mission som et selvstændigt Led i de europæiske Nationers Række og som saadant virke i Forening med dem til Civilisationens og Kulturens Fremme«. .....Adi essen, sigei han, er ingen Krigsadresse, meget mere en Freds- adresse, idet der kun tales om fremtidige Underhandlinger i den; men først og fremmest er det en Adresse, der udtrykker Folkets Sam- drægtighed i Forholdet til Kongens Politik, hvad enten denne fører til Fred eller vi nødes til at fortsætte Krigen. Adresseforslaget vandt ikke udelt Bifald. Konseilspræsidenten (Bluhme), Ussing, Andræ, Tscherning og Sehested tale imod den, delvis fordi