Gamle Carlsberg
Et Bidrag Til Dansk Industri Historie Og Industriel Udviklingshistorie

J. C. JACOBSEN 595 Angrebsvaaben. Den Rolle, Pengene spillede for ham, var saa abstrakt, at en smaalig Anvendelse af dem var udelukket. Hvor en Modstand, en Uenighed, et Baand, der hemmede ham, kunde overvindes eller løses ved et Pengeoffer, der pruttede han ikke og brød sig aldeles ikke om at slippe saa billigt som muligt. Men det er en stor Misforstaaelse at opfatte Jacobsen som et naivt Barn i Pengesager eller Forretnings- spørgsmaal. Man kan være overbevist om, at har man paa disse Om- raader kunnet løbe med ham, saa var det ikke, fordi han ikke vidste det, men enten, fordi Forretningssiden af Spørgsmaalet var ham ganske underordnet, eller mulig, fordi han vilde vinde paa een Kant, hvad han tabte paa en anden. Noget i Slægt med hans Holdning i saadanne Forhold vare de Syns- punkter, fra hvilke han valgte sine nærmeste Medarbejdere, og den Maade, han stillede dem paa. Desuden bør hans Holdning i dette Forhold fremdrages, fordi den var ejendommelig og belyser hans Karakter. Men dette gjælder naturligvis først, da Gamle Carlsberg havde udviklet sig til Storbedrift, hvor man indtog en »Stilling«, iiaar man stod i Medarbejdernes første Række. Det maa da først bemærkes, at Jacobsen ikke valgte disse Mænd blandt saadanne, der allerede indtoge fremragende Stillinger. Allerede dette var ejendommeligt og rigtigt. Det er ingenlunde til Gavn for Arbejdet i Almindelighed eller paa et be- stemt Omraade, at man saa ofte venter til en Mand er i Skuddet, før man bruger ham, men saa ogsaa overlæsser ham med alle mulige offentlige og private Hverv. Man frister ham derved til at paatage sig Ting, han ikke er anlagt for, man gjør ham magtsyg, splitter hans Arbejdskraft og svækker den derved paa hvert enkelt Punkt, eller man slider ham op i altfor kort Tid. Værre endnu er det, at man stænger mange Andre ude fra Stillinger, i hvilke de kunne prøve og øve deres Kræfter og Evner. Thi dette mindsker Summen af national Evne og Energi. Dernæst ventede han ikke, til Folk bleve graahaarede, med at stille dem paa en saadan Levefod, at de kunde hellige sig 75*