Gamle Carlsberg
Et Bidrag Til Dansk Industri Historie Og Industriel Udviklingshistorie
Forfatter: A. Fraenkel
År: 1897
Forlag: H. Hagerups Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 601
UDK: 061.5 (489)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
J. C. JACOBSEN
595
Angrebsvaaben. Den Rolle, Pengene spillede for ham, var saa abstrakt,
at en smaalig Anvendelse af dem var udelukket. Hvor en Modstand,
en Uenighed, et Baand, der hemmede ham, kunde overvindes eller
løses ved et Pengeoffer, der pruttede han ikke og brød sig aldeles ikke
om at slippe saa billigt som muligt. Men det er en stor Misforstaaelse
at opfatte Jacobsen som et naivt Barn i Pengesager eller Forretnings-
spørgsmaal. Man kan være overbevist om, at har man paa disse Om-
raader kunnet løbe med ham, saa var det ikke, fordi han ikke vidste
det, men enten, fordi Forretningssiden af Spørgsmaalet var ham ganske
underordnet, eller mulig, fordi han vilde vinde paa een Kant, hvad han
tabte paa en anden.
Noget i Slægt med hans Holdning i saadanne Forhold vare de Syns-
punkter, fra hvilke han valgte sine nærmeste Medarbejdere, og den
Maade, han stillede dem paa. Desuden bør hans Holdning i dette
Forhold fremdrages, fordi den var ejendommelig og belyser hans
Karakter. Men dette gjælder naturligvis først, da Gamle Carlsberg havde
udviklet sig til Storbedrift, hvor man indtog en »Stilling«, iiaar man
stod i Medarbejdernes første Række. Det maa da først bemærkes, at
Jacobsen ikke valgte disse Mænd blandt saadanne, der allerede indtoge
fremragende Stillinger. Allerede dette var ejendommeligt og rigtigt. Det
er ingenlunde til Gavn for Arbejdet i Almindelighed eller paa et be-
stemt Omraade, at man saa ofte venter til en Mand er i Skuddet, før
man bruger ham, men saa ogsaa overlæsser ham med alle mulige
offentlige og private Hverv. Man frister ham derved til at paatage sig
Ting, han ikke er anlagt for, man gjør ham magtsyg, splitter hans
Arbejdskraft og svækker den derved paa hvert enkelt Punkt, eller
man slider ham op i altfor kort Tid. Værre endnu er det, at man
stænger mange Andre ude fra Stillinger, i hvilke de kunne prøve og
øve deres Kræfter og Evner. Thi dette mindsker Summen af national
Evne og Energi. Dernæst ventede han ikke, til Folk bleve graahaarede,
med at stille dem paa en saadan Levefod, at de kunde hellige sig
75*