Lærebog i Varme

58 forskellen imellem Legemet og Omgivelserne ikke er meget stor, gælder den Newton’ske Afkølingslov: Varme- tabet i en Tidsenhed er proportional med Tempera- turforskellen. Noget lignende gælder selvfølgelig ogsaa om Varmetil- førselen til et Legeme, der er koldere end sine Omgivelser. Ved Fjord’s Forsøg over det daglige Svind i Ishuse har denne Lov fundet en Stadfæstelse i det store, idet det dag- lige Svind viste sig i det væsentlige at følge den daglige Middeltemperaturs Gang. V. Smeltning og Størkning. 48. Et Legeme siges at smelte, naar det gaar fra fast Tilstand over til flydende Tilstand. Naar et Legeme skal smelte, maa det først opvarmes til en vis, af Legemets Beskaffenhed afhængig Temperatur, Smeltepunktet, og derefter skal der yderligere tilføres Legemet Varme, for at Smeltningen skal gaa for sig. Smeltepunktet er højst forskelligt for de forskellige Legemer: Is smelter ved 0°, Kviksølv ved 4-39° (det er aksaa under almindelige Forhold flydende), Svovl ved 115°, Tin ved 235°, Bly ved 335°, Sølv ved ca. 1000°, Støbejærn ved 11 — 1200 °, Smedejærn ved 15—1600°, Platin ved ca. 2000 °. Undertiden skal der altsaa meget høje Temperaturer til for at faa Legemerne smeltede. Den højeste Temperatur har en kraftig, elektrisk Flammebue (4—5000°), derefter Kulilte, Brint eller Gas, som brænder i Ilt (2500—3000 °). Rent Kulstof kan ikke smelte. En Del Legemer, som Stenkul, Træ o. s. v. forandres kemisk ved Opvarmning, før der indtræder nogen Smeltning, men nogle af disse Legemer har man dog kunnet smelte ved at indeslutte dem i en lille Metal- eller Porcellænsbeholder, som saa udsættes for stærk