Om Ejendoms Afstaaelse
ved Anlæg og Udvidelse af Jernbaner

2 Publikum og sig selv (som ogsaa er en Del af Publikum), hvad man forud veed god Besked med, de gode gamle Bekjendte: den tømte Pengekasse, Pantebogsattesterne for Gæld og andre Tegn paa den Sygdom, der har saa alvorligt fat paa det syge Landbrug, at Patienten, der længe har lidt af uhelbredelig Svindsot, ubetinget og redningsløst er fortabt, hvis det skal blive saaledes ved. I en Aarrække var det Politikken, der skulde være Læge og Lægedom tillige, nu ser det ud, som om det skal være Jernbaner; man kan ikke sige noget til, at en Patient søger alle de Læger og Helbredelsesanstalter, hvorom han hører Tale, og at han saa skaffer Penge til Læge og Medicin ved Laan er heller ikke saa underligt; og han kan end- ogsaa let faa Pengene, thi disses Indehavere nære samme Tro om Patienten som han selv, nemlig; han kommer sig nok, og saa betaler han Pengene tilbage. Derfor er det med en vis Berettigelse, at jeg har forudsat, at Pengespørgsmaalet vil komme i anden Række; thi det er en Kendsgerning, at der er Penge nok — kun at de ere ulige fordelte — og især til Jernbaneanlæg have de altid været rigelige, saa at den Sorg, hvorfra de skulle komme, slet ikke volder saa megen Uro, som Spørgsmaalet om, hvor Banen skal lægges. Om Endepunkterne bliver man let enig, men det er Liniens Belig- genhed, hvorom Enighed ikke saa let kan opnaas. Enhver vil gerne have Station eller Holdeplads uden for eller dog nærmest muligt ved sine egne Døre