Om Ejendoms Afstaaelse
ved Anlæg og Udvidelse af Jernbaner

49 at give vedkommende Sogneraad Paalæg om at optage Arealerne paa Fortegnelserne over de offent- lige Biveje, lige saa lidt som det kan paalægges en Sognekommune at anlægge en ny Vej. Indenrigsministeriet havde en hel Del at an- føre til Retfærdiggørelse af sit Synspunkt; det vandt ogsaa i Maj 1887 Sagen med Nød og næppe, idet kun 3 af de 5 voterende Dommere vare for, at Ministeriet havde Ret, medens der af Minori- teten (to Medlemmer) afgaves et fra Majoritetens afvigende Votum, hvori denne erklærede sig uenig i ovenstaaende Doms Resultat og fandt ikke, at der kunde gives Indenrigsministeriet Medhold i dets Paastand paa, at Stationsvejene maatte betragtes som offentlige Færdselsveje, »fordi Adgangen til dem ikke kunde forbeholdes enkelte, eller fordi de ikke kunde afspærres eller nedlægges, saa at deres Ved- ligeholdelse derfor maatte paahvile vedkommende Kommuner.« Minoriteten hævder, »at der for Vej- Autoriteterne ingen Ret erhverves til at raade over Adgangsveje til Jernbanestationer, fordi Staten har kunnet paalægge Koncessionshaverne at anlægge dem, og end mindre til at raade over de tilstødende Holdepladser, som det da ogsaa ses af Ministeriets Skrivelse af 7. April 1884, at man oprindelig kun delvis har villet overlade til det offentlige Vej- væsen. Grunden, hvorpaa de omtalte Veje ere an- lagte, er exproprieret til og tilhorer Jernbanen — hvad der allerede i høj Grad taler for, at Vejen er privat, da en offentlig Vej aldrig lægges over en 4