Om Ejendoms Afstaaelse
ved Anlæg og Udvidelse af Jernbaner

50 privat Grund — og det beror paa Overenskomst mellem Staten og Jernbanebestyrelsen, om disse Veje kunne flyttes eller omlægges eller helt ned- lægges, hvis Stationen flyttes eller nedlægges, uden at Vej-Autoriteterne kunne modsætte sig saadant, lige som ogsaa Jernbanebestyrelsen maa kunne for- byde den Færdsel, som ikke staar i Forbindelse med. Stationernes Benyttelse, t. Eks. forbyde de til Vejen stødende Grundejere at have Udgang eller Udkørsel tilVejen. Jernbanebestyrelsen kan ikke have større Ret end enhver privat Mand, der opretter et offenligt Etablisse- ment og anlægger en Adgangsvej til samme, der naturligvis skal kunne benyttes af alle, som ville til Etablissementet, men saadanne Veje have kun Interesse for Etablissementet og saa længe dette bestaar, men ikke som offentlige Færdselsveje. Men selv om Ministeriets Paastand om, at disse maa betragtes som offentlige Færdsels- veje, var begrundet, findes dets her under Sagen nedlagte Paastand ikke at kunne tages til Følge. Ved Loven af 21. Juni 1867 blev det fastsat, hvilke Veje der skulde være Hovedlandeveje og hvilke offentlige Biveje, og over disse skulde der affattes Fortegnelser, som hvert 5te Aar skulde revideres. Men ved denne Revision kan vel Veje nedlægges og nye optages efter Sogneraadets Begæring, men det kan ikke paalægges Sogneraadet imod dets Villie paa Fortegnelsen at optage nye Veje (se ogsaa Borups Landboret), og den Omstændighed,