Om Ejendoms Afstaaelse
ved Anlæg og Udvidelse af Jernbaner

54 overtagne af Amtsraadet til fremtidig Vedlige- holdelse som Landeveje, maa Min. hævde, at disse Veje maa være den gældende Lovgivnings Regler om saadanne Veje undergivne, uden at den faldne Højesteretsdom med Hensyn til dem kan faa nogen Betydning.« Amtsraadet vilde nu se, hvad Domstolene vilde sige herom, og besluttede paa Mødet 30. Nov. 1888 at stille Sagen angaaende de paa Bivejsregulativerne optagne Adgangsveje i Bero, indtil Domsafgørelse forelaa. Ved Overrettens Dom den 14. April 1890 fik Amtsraadet Medhold, og det hedder bl. a. i Dommen, »at Indenrigsmin. i Loven af 21. Juni 1867 § 2 ikke har haft Hjemmel til med bindende Virkning at approbere en Ordning, hvorved Veje, om hvilke det paa Approbationstiden var rettelig givet, at de ikke kunde henregnes til »ikke-private« Veje i Lovgivningens Forstand, endelig optages paa Amtets Fortegnelse over Landeveje, naar blot en saadan Approbation hviler paa en Indstilling fra vedkommende Amtsraad, idet Forudsæt- ningen for den Indenrigsmin. ved den nævnte Lovs § 2, 3. St., tillagte Bemyn- digelse til at optage »andre Købstadsgader og Veje« paa Landevejsfortegnelserne for- mentlig maa være den, at disse forinden paa en definitiv og gyldig Maade ere bievne offentlige. En saadan Forudsætning kan efter de oplyste Omstændigheder med Hensyn til de omhandlede Veje (de ovenfor nævnte Adgangsveje