Udstillingens Mænd
Den nordiske industri-, Landbrugs- og Kunst, Udstilling i Kjøbenhavn 1888

paa visse Evner hos Schou; husker vi ikke meget sejl, konkurrerede han sammen med Professor Matzen ved Forberedelserne til et Snppleringsvalg i Kjvbenhavn nl Folketinget. Matzen vilde selv flere Hojremcend den Gang ikke have, fordi han var Provisoriets Opfinder; det blev paa et forberedende Mode ndtalt, at vel havde man i en snæver Vending brugt den Udvej, som Professoren havde anvist, men ben, der havde givet Anvisningen, vilde man helst ikke have for meget at gjsre med. Hvorfor det saa ikke blev Schou, erindrer vi ikke. I 1881 fik han imidlertid sit synske op- fyldt, idet han blev valgt paa Frederiksberg ved Halls Tilbage- trceden. Schou stillede sig som Højremand, var det den Gang og er det vel endnu, men han horte allerede da til den liberale Side i Hojre, og den Udvikling, den hidsige, larmende Klubbe- vcegelse senere paatrhkte Hojre, har sikkert været hans Natnr imod lige saa meget font „Visnepolitiken", hvis dybere liggende Aar- fager han maaske ikke fuldt forstod. Han gik sikkert ind med det Haab, at han kunde bidrage sit til at faa et nogenlunde for- drageligt Arbejde i Gang, men han tærte snart, at her var Kræfter i Virksomhed, som Enkeltmands gode Vilje og Dygtighed ikke magtede at bøje. Det var sikkert derfor ikke med noget videre tungt Sind, han tog Afsked med sin Rigsdagsvirksomhed, da han i 1883 blev valgt til Industriforeningens Formand og mente, at denne Stilling ikke under de daværende politiske Forhold lod sig sorene med en Partipolitikers Virksomhed. Akademiker, Jcernbaneingenior, Kornhandler, Fajancefabrikant, Politiker, teknisk Skolemand og Leder af store industrielle For- eninger og Moder — det er Stillinger, der sjælden samles i et enkelt Menneskes Liv, men sker det-, og er de naturlige Anlæg til Stede, vil man forstaa, at det giver ikke blot en Mands Viden og Syn, men ogsaa hans hele Personlighed en stor Ndvikliilg. Schon har da ogsaa ikke blot vandet en meget omfattende Viderl og et vidt Sylt, som ellers ofte fattes praktiske Mcend, der har været bunbite i en enkelt skarpt begrænset Virksonlhed, men han har ogsaa lært, hvad der i hans ledende Stilling ikke er af mindst Betydning — at behandle Menneskene. Den store Menneskekundskab, han har vundet i sin nlangeartede Virksomhed,