Teknisk Statik
Første Del

§ 31. 128 gynder man med at bestemme Maximums- og Minimumsmo- menterne (som udførlig forklaret i Exemplet i § 11, Fig. 42, PI. 4). Heraf udleder man i Almindelighed lettest Spændin- gerne ved Anvendelse af Hitters Methode (Fig. 100, Pl. 11). Enten maaler man Momentarmene r paa en nøjagtig Tegning, dividerer Momenterne hermed og afsætter de fundne Spæn- dinger som Ordinater til en Spændingskurve (i Fig. 100 ere Maximumsspændingerne i Hovedet fremstillede ved den med Skravering fremhævede, aftrappede Linie), hvorved man laar den bedste Oversigt over Spændingernes Variation; eller man udleder Spændingskurven af Momentkurven ved en grafisk Konstruktion, saalcdes som vist i Fig. 100 for Stangen O. Det Moment, der skal bruges til at finde max. O, er c d; der er da afsat: cf=r, cg = a, hvor a er en konstant Længde, der benyttes for alle Stængerne, og Punktet e er bestemt ved g e f d. Man har nu: , a max. M c e — cd — =---------a = max. () ■ a . r r ce er et Moment; denne Størrelse skal altsaa maales paa Momentmaalestokken og divideres med den konstante Længde a for at give Spændingen. — Naar man anvender en saadan grafisk Konstruktion af Spændingskurven, har man sandsyn- ligvis ogsaa bestemt Momenterne grafisk, ved en Tovpolygon; og hvis man herved har anvendt Kraftmaalestokken l0moo/ct8- og en Poldistance h, faar man: a a max. M a a h ce = cd — == —=------. — = max. O ■ , max. O = c e- — . r h r h a ce skal da maales paa Kraftmaalestokken lcm cv> —. ktB for at a give max. O. I Almindelighed vælger man a lig Faglængden eller et Multiplum heraf. For ikke at faa for spidse Skæringer maa man sørge for, at Punkterne f og g komme tilstrækkelig langt bort fra c, hvilket kan opnaas ved at afsætte c f som et Multiplum af r; naar cf = nr, betyder a i Formlen ovenfor — af c g. Læng- den cg vælges bedst saaledes, at Spændingskurven kommer til at ligge helt udenfor Momentkurven, naar de afsættes fra samme Axe. Minimumsspændingerne fremstilles paa lignende