Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

100 STIFTERE OG TILBLIVELSE ogsaa — og er det endnu — et naturskønt og romantisk Sted, der nok kunde fryde en Poets Hjerte. Wergeland og Hauch besang Egnen et Aarhundrede senere’)• Hovedgaarden ligger i smukke Omgivelser tæt ved Hardangerfjordens Bred, ved Foden af Melderskin, et af Egnens højeste og mest impone- rende Fjelde; straks oven for Gaarden bruser Hatteberg- fossen afsted, mægtig og vandrig mellem de talrige Smaa- elve, der hoppende og sydende haster ned over Fjeldsiden. Hovedgaarden er i typisk Renaissancestil, med smukke stilrene Facader. Bygningerne danner et trefløjet Hele, luk- ket til den fjerde Side af en Mur. Fløjene er grundmurede, i to Stokværk med Kælder under den vestlige Fløj, Murene pudset i grov Kalkmørtel, dækket med afvalmet Vinkeltag af sorte glasserede (tidligere røde) Teglsten. Gennem en pragtfuld Sandstensportal, prydet med de Rosenkrantzers og Movaters Vaaben, kommer man ind i Borggaarden, hvor der over Midtfløjens Indgangsdør i Nord læses Ordene: Wer Gott vertrauwet hat wol gebauwet. anno 1662. I det Ydre staar Bygningerne ret uforandret, ikke blot fra Londemanns Tid, men helt tilbage fra Rosenkranernes. I det Indre har Tidens skiftende Mode sat sit Præg paa en Del af Rummene, men Helhedens Karakter er bevaret. Vindeltrappen, det lidt dunkle Trapperum og den lange brede Korridor i Herskabsetagen hører helt og holdent Fortiden til. »Statholderkammeret«, opkaldt efter Ditlev Vibe, en stor Sal i den østre Fløj, der nu er indrettet til Bibliotek, var paa Londemanns Tid Spisesal og betrukken med »flammed besyet« Tøj1); her staar en stor Stenkamin fra 1665, som dog allerede tidligt var sat ud af Brug og erstattet af en Vind- ovn der bærer Aarstallet 1685. Den store Riddersal, lige- ledes i Østfløjen, er nu delt i flere mindre Rum. Den saa- kaldte »gule Sal« i Vestfløjen er restaureret i Empiretiden med Loftstuk og malede Dørstykker, det pompejanske Væ-