Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

1875 FUNDATSER 217 danske eller norske Kunstneres Understøttelse og til Præ- mier for gavnlige Opfindelser af nye eller lettere Veje og Midler i Kunster og Haandværker; den for Kunstnere be- stemte Understøttelse maatte ikkun meddeles saadanne, der kunde godtgjøre med Vidnesbyrd fra det kongelige Kunstacademi (eller, om de ere Mecanici, med saadanne fra bekjendt duelige Mænd i dette Fag), at de havde gjort hel- dig Fremgang i deres Kunst, Samme Anvendelse som den for denne Trediedeel bestemte kunde der ifølge Fundatsens 37 og 38 eventuelt blive at give dels Halvdelen af det det norske Universitet Tillagte, nemlig forsaavidt samme enten ikke maatte vorde anlagt eller igjen blive ophævet, eller de dertil henlagte Indtægter ikke efter Stiftelsens Bestyreres Skjøn maatte blive anvendte overeenstemmende med Fun- datsens Forskrifter, dels det, som var tillagt det norske Vi- denskabers Selskab, nemlig forsaavidt dette Selskab maatte ophøre at bestaae, eller Directionen maatte skjønne, at de det tillagte Revenuer ikke bleve nyttede til videnskabelige Gjenstande. Ved Fundatsens § 40 fastsættes det, at skulde Stiftelsens Direction formedelst Tidernes mulige Forandring finde nogen Modification af Fundatsens Bestemmelser fornøden, maatte saadan ikke iværksættes, forinden allerunderdanigst Forestilling derom var indgiven til den Kongelige danske Regjering og allerhøjst Samtykke dertil var er- hvervet; der maatte da blandt Andet ikke udenfor de i §§ 37 og 38 ommeldte Tilfælde skee nogen Forandring af de Hovedøjemed for denne Stiftelses Virksomhed, som i §§ 14 og 15 ere angivne. Kort Tid efterat denne Fundats var oprettet, afgik Grev Rosen- crone ved Døden, men Grevinden har derefter truffet flere Disposi- tioner, Stiftelsen vedkommende, og navnlig har hun under 22. Juli 1820 oprettet en Disposition, hvori hun anfører, at da Pengeforandrin- gen og senere Norges Adskillelse fra Danmark nødsagede hende til at gjøre Brug af den ved Fællesdispositionen af 30. September 1809 og Codicil af 9. November 1811 hende tilkommende Ret til at gjøre nye Bestemmelser, som Tidsomstændighederne fremkaldte, saa har hun i denne Disposition sammendraget de Hovedbestemmelser, som skulle være gjældende. ... Efterat hun derpaa ved bemeldte Dispositions § 13 havde tillagt Stiftelsen den hende reserverede Partikulairformue, hedder det i Dis- positionens § 23 :