Fredens Mølle
Et Stykke Industrihistorie

32 PETER CASSE Anna Cathrine og Botilla og saa Sonnen Hans, der er i sit 27de Aar. Man fristes til at spörge: hvorfor gaar han mon hjemme? Ti det antydes end ikke, at han er Faderen til Hjælp i hans Virksomhed. Forklaringen maa ligge andensteds, og muligvis ligger den da deri, at der hos nogle af den opvoxende Casse-Slægt har her- sket en eller anden mindre heldig Tendens. Det kan pege i denne Retning, at vi i 1757 træffe den ældste Sön i Vestindien. Peter Petersen Casse bliver i det nævnte Aar ansat som Kontrolør, Visitør og Taxatør paa St. Croix, hvor han allerede dør i 1761, forøvrigt som Kasserer og Toldforvalter. Men særligt oplysende er her Raadmand Casse og Hustru’s egen testamentariske Disposition af 13. Juni 1776, ti i den sige de om to af deres Sönner, Hans, »som endnu er ugift«, og Andreas, »som har Kone og Börn«, at de ere »af den Naturel og Beskaffenhed, at de ikke ere tjente med at faa nogen Arv og Penge under Hænder«; hvad der tilkommer dem, skal indsæt- tes i Overformynderiet, »thi ellers maatte man vente, al de bleve en Last for Staden og deres Venner samt Tig- gere, saa længe de levede«. De gamle Forældre have aabenbart haft mange Sorger; de skrive yderligere i Te- stamentet: »en af vore Døtre, navnlig Mette, var gift med Sæbesyderen Hans Henrik Hansen, som nu begge ere døde i Armod og har efterladt sig 9 ganske fattige Börn, som vi udi vores höje Alderdom maa sorge for deres Edukation med videre«. De have dog næppe boeL hos Bedsteforældrene. Et af Börnene, Datteren Margrete (f. 1757), kom, da Bedstefaderen i 1777 blev Enkemand, til Bryggergaarden for at styre Huset for ham. Da Formue- og Kopskatten i 1743 blev paalagt og