Om danske Sæbesyderier og Oliemøller
ved Odense Sæbesyderis 150-Aarige Bestaaen 1753 - 10. Oktober - 1903

PETER VON WESTEN EILSCHOV. for Øje, at der i tredje Bind af Pontoppidans »Danske Atlas«, der bærer Aarstallet 1767, staar, hvad der staar, om de for- mentlig nedad gaaende Handelsforhold i Odense: »De Hand- lendes Tal i Staden er større end tilforn, følgelig Profiten for enhver desto mindre, men tillige [ere] Kræfterne desto mindre til at fortsætte Handelen med Eftertryk, helst da det under- tiden skeer, at een og anden Kiøbmands-F'amilie, som ved Negotien haver vundet anseelige Midler, enten af Ambition eller Magelighed og for at søae mere Ro, drage deres Capitaler ud af Handelen, hvor de ere vundne, for at kiøbe Herregaarde.« Pontoppidan er ikke venlig slemt overfor en saadan Forskyd- ning, og for Eilschovs Vedkommende er det da ogsaa givet, at der opstod nye Tanker, der paa sin Vis bragte nye Maal. Det kan bl. A. ses i det Testamente, som han og Hustru oprettede den 1. Maj 1781.1 Men den Eilschovske forsigtige for ikke at sige paaholdne Sindighed fornegtede sig heller ikke her. Strax efter Bryllupet søgte Ægtefællerne om Ret til, forsaa- vidt Ægteskabet skulde blive barnløst, at maatte disponere over deres Formue uden Hensyn til deres fjærnere Arvinger; de ønskede Sikkerhed imod, at hvad de efterlod sig »skulde falde udi deres Lod, som det enten mindst havde nødig eller for- tient«, og under 26. November 1763 fik de den ansøgte konge- lige Tilladelse. I Henhold til den gav de snart derefter i Januar 1764 hinanden Ret til efter den Førstafdødes Død at hensidde i uskiftet Bo; og hvorledes All skulde ordnes, efter at ogsaa den Længstlevende var død, bestemte de i det ovennævnte Testamente. Efter det skulde Formuen, naar en Del Gaver, som senere ville blive omtalte, vare udredede, deles i fem Hovedlodder, der væsentlig skulde tilfalde Eilschovs Søskende- børn, dog ikke dem alle. En Brodersøn i Vestindien udelukkes saaledes, fordi han som formuende »ikke behøver Noget at arve efter mig og desuden ikke heller har meritere! noget«; da han rejste ud, havde Onkelen betroet ham en Del Varer, som han ogsaa havde solgt og gjort i Penge, men aldrig havde sendt Remisse for. En anden Brodersøn er det ogsaa galt med; han havde »opført sig ganske maadelig«, men han exklu- deredes dofi ikke helt; han skulde kunne komme i Betragtning, hvis han »for Eftertiden skulde forandre sig og føre et skikke-