Om danske Sæbesyderier og Oliemøller
ved Odense Sæbesyderis 150-Aarige Bestaaen 1753 - 10. Oktober - 1903

Forfatter: C. Nyrop

År: 1903

Forlag: Trykt hos Milo'ske Bogtrykkeri

Sted: Odense

Sider: 132

UDK: 061.5(489)Ode

Odense Oliemølles og Carl Petersens Fabrikker, A/S.

Oktober 1753 udfærdigede Kong Frederik V

Privilegium paa Anlæg af el Sæbesyderi i Odense. Del

Sæbeværk, der i Henhold herlil anlagdes i Odense Over-

gade, har sidenhen været i uafbrudt Drift paa samme

Sted, og det udgør endnu den Dag idag el væsentligt

Led i vort Selskabs samlede Virksomhed.

Del vil da findes naturligt, at Selskabets Bestyrelse har

ønskel al fejre den Mærkedag, som den 10. Oktober i Aar

betegner i Selskabets Historie, ved at søge al fremdrage af

(demselen, hvad der endnu lader sig oplyse om det oden-

seske Sæbesyderis Virksomhed gennem de forløbne halv-

andet Hundrede Aar.

Professor C. Nyrop har paa Bestyrelsens Opfordring

paataget sig Udarbejdelsen af el Mindeskrift. Under hans

kyndige Haand ere de spredte Træk, der endnu ere be-

varede fra det odenseske Sæbesyderis Forlid, indføjede

som Led i el sandel Billede af den danske Sæbesydnings-

og Oliemølleindustris Historie.

1 taknemlig Paaskønnelse af den fra saa mange Sider

udviste Tillid og Velvillie, der har været den sikreste Stolle for den af vort Selskab ledede Virksomheds Beslaaen og

Fremgang gennem Aarene, tillade vi os herved at frem-

sende del vedføjede Skrift »Om danske Sæbesgderier og

Oliemøller«, idel vi haabe, al del lille Mindeskrift ikke

vil være uden Interesse før vort Selskabs Venner og forretningsforbindelser.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 146 Forrige Næste
PETER von WESTEN EILSCHOV. (1. v. s. den 1. Maj 1782. »Siden Gud har fremdeeles velsignet vores Fliid og Arbeide og sat os udj saa goed Velstand, saa er vi endviidere betenkt paa at give og skiænke noget meere bort til Publici Nøtte«, og saa testamentere de endnu 10,000 Rd. til St. Knuds Kirkes brøstfældige Taarns Nedbrydelse og Ny- opførelse, Alt efter et reelt Overslag med paafølgende Licitation, og saa endvidere 5000 Rdlr. til nye Vandrender »lige fra Ros- dam og til alle Odense Byes Qvarterer« med den Tilføjelse, at medtog disse Render ikke alle de 5000 Rdlr., skulde det Overskydende »emploieris til al sætte Gaderne og Steenbroerne istand med paa Odense Byes publique Slæder og alfare Veie uden Portene«. Det er en ganske betydelig Forhøjelse af Testamentets Gaver, (ler her er Tale om, men Gaverne skulle ligesom de tidligere nævnte først udredes, naar begge Ægtefællerne vare døde, skjøndt Taarnet efter Alt at dømme næsten var faldefærdigt, og skjøndt de Vandrender, der vare i Brug, sikkert vare alt Andet end heldige. Men — Eilschov var en Mand, der holdt paa, hvad han havde. Det fremgaar tydeligt af det nedenfor (s. Bilag 3) trykte Brev (il ham fra hans Ven, Herremanden paa Julskov ved Nyborg, Justitsraad Bagger. Det er afgjort denne, der driver Eilschov frem til de sidste Gaver, men da han lige saa afgjort har villet naa noget Mere, er han ikke tilfreds; han har været ivrig for, at Pengene strax skulde komme de nævnte Formaal tilgode, og han ønsker det ved- blivende. I September 1783 skriver han derfor indtrængende til sin »Hierte Broder«, beraaber sig paa deres gamle Venskab og læser ham saa Texten efter Noder. Vorherre har rigelig velsignet Dig med jordisk Gods, skriver han, Du er svag og daarlig, Din Hustru er svag, Du har ingen Børn, og dog kan Du Intet slippe af Dit Gods. »Hvor glædede Du mig ikke forrige Aar, da Du efter min Forestilling var tilsinds al lade komme Tegning fra Petri Kirketaarn i Kjøbenhavn, men ak! hvor har Du bedrøvet min Sjæl, nu Du delte Aar, ja endog ved sidste Samtale, da Du dog er Graven saa meget nærmere, er ganske forandret og ikke kan her i Livel savne en und- værlig Lem af Din — fortørnes ikke, jeg siger Sandheden jordiske Afgud«. Ja, han gaar ham endnu nærmere paa Livel, 41