Om danske Sæbesyderier og Oliemøller
ved Odense Sæbesyderis 150-Aarige Bestaaen 1753 - 10. Oktober - 1903

PETER von WESTEN EILSCHOV. Sætning »Guds Velsignelse over de Retfærdige«. Den Afdøde havde været en særdeles flittig og andægtig Tilhører i Guds Hus og stedse med særdeles Hjærtets Rørelse annammet Sakra- mentet; udenfor Guds Hus havde han i al sin Tale vist samme Sindelag mod Gud, villig tjent sine Medborgere og »gjort« ad- skillige milde Stiftelser; han havde nydt »sand Sinds Rolighed og Samvittigheds Fred, som satte ham i Stand til med Taal- modighed og Hengivenhed i Guds Vilje at bære sit Legems Svagheder«. Hvad her særlig skal bemærkes, er dog, at Præsten ogsaa udtalte, al Eilschov »uagtet sin Rigdom« aldrig forfaldt »til den Overdaadighed, som er saa sædvanlig hos mange, især store Kjøbmænd paa andre Steder«, hans Hus var »en anstæn- dig Tarveligheds Skole«. Skulde der ikke heri ligge en Be- kræftelse af, hvad vi ovenfor have hørt om ham? Nu var Madam Eilschov ene i at raade over den store For- mue, og der blev strax gaaet i Gang med Kirketaarnet. Endnu i 17<S3 synes det gamle Spir at være blevet nedtaget, »af den duelige Weinbrenner under den indsigtsfulde og af Byen saa fortjente Land-Commissær Hans Dreyers Bestyrelse«, hedder det.1 Og i Marls 1786 skriver Enken til Justitsraad Bagger (ndfr. Bil. 5), at hun i Sommerens Løb haaber at se det nye Spir færdigt; det var kobberbeklædt, havde fire Kviste og en Fløj i Form af en Lindorm, Provinsen Fyns Vaaben. Hun havde væsentlig forøget den Sum, hendes afdøde Mand havde bestemt (il Foretagendet, og synes i det Hele ikke uvillig til at give. Da Kristiansborg Slot var brændt (1794), gav hun saa- ledes 150 Rdlr. til dets Gjenopførelse.2 Justitsraad Bagger var da ogsaa lige til sin Død hendes Raadgiver. Strax efter Eil- schovs Død stillede han sigtil sin »allerhøjstærede kjæreSøsters Raadighed« (s. Bil. 4), og det er da sikkert efter hans Tilskyn- delse, at hun under 15. Januar 1790 faar Facultas testandi, saaledes al hun »særskilt kan disponere efter eget Godtbefin- dende over sin Hovedlod enten til gudeligt Brug eller i anden Maade«. Han medunderskriver som hendes Lavværge, da hun den 11. Maj s. A. opretter et Testamente, der gaar ud paa at fuldbyrde, hvad hun betragter som sin afdøde Mands sidste Vilje. I dette Testamente meddeler hun, at hun har udbetalt St. Knuds Kirke <S()()() Rdlr. og endnu agter at udbetale den 47