Afhandlinger og Foredrag
Med Forfatterens Biographi og en Fortegnelse over hans litterære Arbeider
Forfatter: Johan Georg Forchhammer
År: 1869
Forlag: S. Triers Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 427
UDK: 5(04)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
342
sandsynlige Aarsag til dette Phcenomen ligger deri, at de kalk-
og jernholdige plutoniste Steenmasser ere tungere, det vil
sige have en større Vægtfylde, end de kali- og natronholdige.
Saalcenge Jorden var en eneste smeltet Masse, vilde de
chemiste Forbindelser, der sammensatte den, ordne sig efter
Vægtfylden. De lettere dannede Overfladen og i Dybden
fulgte tungere og tungere Masser. Afkjplingen gik Ud fra
Overfladen og den letteste stprknede derfor først. Graniten,
som saaledes danner det øverste, fsrst størknede Lag, har en
Vægtfylde af 2,7. De senere indtraadte Forandringer træde
meget tydeligt frem paa Bornholm og i Skaane, og jeg vil
derfor holde mig til de der iagttagne Forhold. Den Trap-
masse, der i Gange gjennemstjcerer og altsaa ved sin Dan-
nelse har gjennembrudt denne ældste Granit, og derfor maa
vcere yngre end denne, men som flet ikke findes i de ældste
forsteningsferende Lag, og altsaa efter al Rimelighed maa
være ældre end disse, har en Vægtfylde af 2,sii, som er
Middeltallet af 11 Veininger. Den Trap, der i NO.—SV.
strygende Gange gjennemstjcerer baade Granit og de ældste
Overgangsbjerge, har en Middelvægtfylde af 2,926. Den
fyrste Trap indeholder allerede Kalk, den sidste indeholder
mere deraf. Da astron omifk-phhsiske Iagttagelser godtgjyre, at
Jordens samlede Vægtfylde idetmindste er 5,o, følger deraf,
at de forfljellige endnu smeltede Masser i Jordens Indre
maa tiltage meget betydelig i Vægtfylde, jo mere man
nærmer sig til Jordens Midtpunkt*).
») Den Kjendsgjerning, at vi have Graniter, som ere beviislig
fremkomne længe ester at Jorden nærede Planter og Dyr, er ikke
i Strid med den her anførte, almindelige Sætning. Naar Jordens
Indre efter storre Bevægelser og Udbrud, hvorved de smeltede
Masser af forfijellig Vægtfylde rores sammen og blandes,
atter er kommen i Hvile, ville lette, granitlignende Masser igjen
samle fig overst og bryde frem, naar de underjordifie Kræfter
danne Udveie, hvorigjennem de smeltede Masser kunne bane fig
en Bei til Overfladen. Næsten enhver Vulkan, der længe har