Afhandlinger og Foredrag
Med Forfatterens Biographi og en Fortegnelse over hans litterære Arbeider

Forfatter: Johan Georg Forchhammer

År: 1869

Forlag: S. Triers Bogtrykkeri

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 427

UDK: 5(04)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 504 Forrige Næste
342 sandsynlige Aarsag til dette Phcenomen ligger deri, at de kalk- og jernholdige plutoniste Steenmasser ere tungere, det vil sige have en større Vægtfylde, end de kali- og natronholdige. Saalcenge Jorden var en eneste smeltet Masse, vilde de chemiste Forbindelser, der sammensatte den, ordne sig efter Vægtfylden. De lettere dannede Overfladen og i Dybden fulgte tungere og tungere Masser. Afkjplingen gik Ud fra Overfladen og den letteste stprknede derfor først. Graniten, som saaledes danner det øverste, fsrst størknede Lag, har en Vægtfylde af 2,7. De senere indtraadte Forandringer træde meget tydeligt frem paa Bornholm og i Skaane, og jeg vil derfor holde mig til de der iagttagne Forhold. Den Trap- masse, der i Gange gjennemstjcerer og altsaa ved sin Dan- nelse har gjennembrudt denne ældste Granit, og derfor maa vcere yngre end denne, men som flet ikke findes i de ældste forsteningsferende Lag, og altsaa efter al Rimelighed maa være ældre end disse, har en Vægtfylde af 2,sii, som er Middeltallet af 11 Veininger. Den Trap, der i NO.—SV. strygende Gange gjennemstjcerer baade Granit og de ældste Overgangsbjerge, har en Middelvægtfylde af 2,926. Den fyrste Trap indeholder allerede Kalk, den sidste indeholder mere deraf. Da astron omifk-phhsiske Iagttagelser godtgjyre, at Jordens samlede Vægtfylde idetmindste er 5,o, følger deraf, at de forfljellige endnu smeltede Masser i Jordens Indre maa tiltage meget betydelig i Vægtfylde, jo mere man nærmer sig til Jordens Midtpunkt*). ») Den Kjendsgjerning, at vi have Graniter, som ere beviislig fremkomne længe ester at Jorden nærede Planter og Dyr, er ikke i Strid med den her anførte, almindelige Sætning. Naar Jordens Indre efter storre Bevægelser og Udbrud, hvorved de smeltede Masser af forfijellig Vægtfylde rores sammen og blandes, atter er kommen i Hvile, ville lette, granitlignende Masser igjen samle fig overst og bryde frem, naar de underjordifie Kræfter danne Udveie, hvorigjennem de smeltede Masser kunne bane fig en Bei til Overfladen. Næsten enhver Vulkan, der længe har