BRILLERNES HISTORIE

p form af naglebrillen; de runde glas sidder paa hver sin arm, der er længere og ofte kunstfærdigt udstyret. Armenes andre ender er forenede enten ubevægeligt eller hyppigst i et hængsel, der som regel er om- givet af en kapsel. Om hængslet kan altså de to arme slås sammen, og nedenfor det findes som oftest et øje, bestemt for det silkebånd, i hvilket binoclen bares. Endelig kunde den være forsynet med et håndtag, således at hånden kunde holdes under hagen og altså ikke behøvede at dække det meste af ansigtet. Dette håndtag kunde fremdeles være indrettet således, at glassene kunde klappes sammen i det, så at det dan- nede et hylster til deres beskyttelse, når brillen ikke var i brug. Man kalder ofte binoclen for saxbrille, fordi næsen under brugen stikker frem mellem dens to arme, som sad den i en sax, der vilde klippe den af. Under det første franske kejserdømme vandt mo- nocle-manoclen almindeligt indpas. Det var den gang sædvanligt, at kvinder og mænd bar et stort enkeltglas på stilk nonchalant i hånden. Ofte var denne monocle forsynet med almindeligt plant glas, som man af og til førte op til venstre øje for gennem det at fixere omgivelserne. Forgæves talte forstandige mænd mod den existerende uskik at simulere nær- synet, hvilket også gav sig udslag i tilbøjelighed til at tage alt, hvad man viMe se på, tæt til næsen, men moden forlangte det såled'es, og mod den kæmpede den gang som nu fornuften forgæves. Usandsynligt er det ikke, at den stod noget i forbindelse med Napoleons myopi; han benyttede selv meget binoclen, og hans