BRILLERNES HISTORIE

57 til at drejes nedad og anbringes bag øret: bri er med dobbeltfjedre nedad, således som de anvendes endnu, hvor vi benævner denne form herrestel. Om- trent fra samme tid er udtræksbrillen: til stæn- gerne var fæstet et andet par, der kunde trækkes ud, når brillen skulde anvendes, og lod sig skyde ind, når den skulde gemmes. Stangbrillerne gjorde strax stor lykke, og inden det 18de århundredes udgang træffer man dem ikke helt ualmindeligt på malede portrætter (se fig. 21). Samtidig med den ovenfor omtalte tilbøjelighed til af tekniske grunde at vende tilbage til de store runde glas er man især i de senere år gået over til det gamle hornstel. Greeff ser heri et udslag af modens luner. I Louvre hænger et selvportræt af den franske maler Chardin (1699—1779), malet 1760, med store horn- stangbriller og et andet, malet 1777, med horn-næse- klemmer. Fra disse portrætter skal moden være udgået; da den tids klædedragt atter blev moderne, har franske fabrikanter kopieret Chardins brille og opnået stor succes med den; Franskmændene kalder den Chardin- brillen, den går for tiden sin sejersgang gennem landene og ses også ret jævnligt hos os. løvrigt giver Karel van Manders portræt s. 48 en god forestil- ling om Cha rd i n brillen. IV 1 de første år efter brillernes opfindelse var efter- spørgslen næppe synderlig stor. Mangen flittig viden- skabsmand i fremrykket alder har vel med glæde