BRILLERNES HISTORIE

78 Peder Syv skriver (I, 372): »Hvo som bær sine øjne i lummen (i brilleforet) seer meget fejl«, og »Ingen ung tager en gammel for Guds skyld. Unge møer maa ej lide, at mand seer paa dem med glar- øjne« (I, 84). Imidlertid kan det ikke nægtes, at den samme tid, der benyttede det at bære briller som en betegnelse for at se vrangt og dårligt, anvendte det i den stik modsatte betydning som udtryk for at se særlig skarpt. Når Christian IV på sin brilledukat lod sætte »vide mira domi« under et par briller, tog han utvivlsomt sigte på den skepsis, han havde mødt, og tanken kan vistnok kun have været den at sige til tvivlerne: »I må jo være blinde, I trænger åbenbart til et par briller.« Den samme dobbeltbetydning findes iøvrigt i tysk, hvor blandt andre Luther hyppigt anvender tale- måden på samme måde som Christian IV, f. ex. »lieber herr setzet die brillen auf die nasen und sehet den text recht an.«1) Der synes her at være en modsigelse; men det er vistnok kun tilsyneladende. Hvis det nemlig er den erfaring, at man med briller kun formår at se, hvad der ligger inden for en ringe afstand, som har givet anledning til ordspillet, falder modsigelsen for så vidt bort, som talemåden i sin første betydning siger, at med briller på kan man ikke se længere end sin egen næsetip, medens den i sin anden betydning siger: du kan nok ikke se din egen næsetip og skulde derfor tage briller på. Bock, 1. c., s. 47.