1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

238 D. A. Meyer. til at forsvare og lovprise ham, og A. S. Ørsted, der i sine Livserindringer har gjort ham til Angrebsobjekt, aabenbart mindre for at ramme ham personlig end for at ramme Nathan- son, og igennem denne atter Angriberne af Datidens Embeds- styrelse. Om D. A. Meyer havde været eller ikke været, vilde sikkert ingen Betydning have faaet for de afgørende Faser i hin Tids Udvikling; men i det Enkelte foregik adskilligt under hans Indflydelse; i et helt, skæbnesvangert Aar, September 1811 til September 1812, var han den ledende og i Forgrunden, og Finansforholdene netop i dette Aar vise bedre end noget andet de opløste Tilstande, man var naaet til. Meyer var en Kapa- citet i Købmands- og Pengetransaktionssager, og han kunde sikkert ogsaa som underordnet praktisk Raaclgiver og Hjælper liave gjort stor Nytte i de bestemte Hverv, Administrationen maatte overdrage ham. Men naar han, med sin fuldstændige Mangel paa Almendannelse, ogsaa troede at kunne give og iværksætte Finansplaner for hele Landet, viser dette hans Fejl- syn baade paa sig selv og det Offentlige. At Kongen hørte paa, drøftede og til Tider accepterede disse Planer, laa i, at han paa sin Side troede sig i Stand til selv at lede den hele Statsstyrelse — og det baade den civile og militære, den inden- rigske og udenrigske — og at han, som sædvanlig under saa- danne Forhold, hellere rettede sig efter personlige Yndlinge og private Raadgivere end efter sin uddannede Embedsstand. Det var Kabinetsregimentets Tid, og desværre vare de daværende Administrationschefer næppe heller saa overlegne Mænd, at Kongen saa at sige ikke kunde have unddraget sig deres Raad. Men hvad Statsraadets Raadslagninger i Forening med Kongen kunde have ført til, var i hvert Fald en Forhindring af den Hæsblæsethed og Vilkaarlighed, der skabte saa megen Uvilje og gjorde saamegen direkte Skade, og allerede herved vilde Meget være vundet, selv om der næppe er Grund til at tro, at man havde skabt sig tilstrækkelig Klarhed over Stillingen og haft Evne til at faa den ændret, før det var for sent. D. A. Meyers Planer til Pengevæsenets Reorganisation gik ud fra den rigtige Forudsætning, at Staten maatte have et Fond af Sølv at staa imod mod, naar den vilde opretholde sine