1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

240 D. A. Meyers Forslag om Formueskatter. man ikke faaet fat. i, og det var uretfærdigt, fordi det havde været en enkelt Formuesgenstand, man havde ramt, medens den Formue, der var anbragt i andre Værdigenstande, var gaaet fri. Saa naivt Forslaget end var, maa det dog huskes, at i Datiden udgjorde, som før omtalt, forarbejdet Sølv en langt større Del af Folks Formue end nutildags, og at det barokke som laa i, at Folk ved en aarlig Sølvskat, af 5 pCt. efterhaanden vilde komme til at give ligesaameget i Sølvskat som de ejede i Sølv (hvis de ikke vilde aflevere det i Banken som et Tvangs- laan), dog først ret kommer frem, hvis man tænkte sig Skatten som vedvarende, medens Forslaget dog faar et, andet. Udseende, naar Skatten betragtes som midlertidigt Hjælpemiddel for at sikre sig mod en Katastrofe. Som sagt, Forslaget, var umuligt, var vel ikke egentlig saa latterligt, som A. S. Ørsted gør det til, men vidner i hvert Fald om sin Ophavsmands tidlige stærke Tro paa, at. Staten maatte have disponible Værdier til sin Raadighed for at kunne mod- staa en Krig og dens Kriser. Foruden Sølvskatten vilde Meyer have en almindelig Formueskat paa 5 pCt., én Gang for alle, som skulde tilbagebetales i Løbet af 20 Aar, og i 1808 fore- slog han en Skat eller et rentefrit Laan paa 4 pCt. af al For- mue. Vi have foran set, hvordan disse Formueskatprojekter veclbleve at gaa igen, hvordan selve Finanskommissionen i 1809 foreslog en Skat, paa visse Dele af Formuerne, og endnu i Rigsbankfundationen af 1813 nævnedes endog en Sølvskat som en Mulighed under visse Kursforhold. At selve Bankhæftelsen var en Formueskat eller rettere en Formuekonfiskation, lader sig ogsaa vanskeligt bestride, og den er da ogsaa af Forfattere bleven opfattet paa denne Maade x). Men man har unægtelig baade i Kommissionsforslaget af 1809 og i Bankhæftelsesanord- ningen, ifølge hvilken man betalte Renten af Skatten, Maale- stokken for, hvor langt de Mænd mente at kunne gaa — og det paa Tidspunkter, hvor man ikke var bange for at gribe til radikale Midler — der havde Ansvar for og et virkeligt Kend- J) Risl kalder den „en Udplyndring af J/is af al Grundejendom1. c. II. 223 ff.