1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

De forskellige Fonds og Kasser. 263 løbende Udgifter dækkede. Sandsynligvis har Datidens For- kærlighed for Kasser og Fonds ogsaa bidraget til at forøge Virvaret. Ligesom man i 1785 oprettede det synkende Fond og henlagde visse Indtægter til det, for at det skulde blive et Statsgældsafbetalingsfond, saaledes var Skatkammerfondet i Grunden et Statsgældsforebyggelsesfond. Saadanne Institutioner vare ikke specielt danske — det synkende Fond spillede f. Ex. en stor Rolle i Englands Finanshistorie —, men det er ganske klart, hvorfor man netop i absolute Lande havde Forkærlighed for den Art af Separatfonds. Thi den enevældige Stat regeredes jo af sine Embedsmænd, der stod til Ansvar for. at de én Gang af Kongen udgivne Love fulgtes, og der var i Virkelig- heden en ikke ringe Garanti i den Ressort-Konkurrence, hvor- med de passede paa hinanden. Den, som derfor havde sit Fond og sin Kasse at passe, baade vilde og skulde paase, at den fik sin Indtægt og- ikke paadrog sig andre Udgifter end lovbestemt, og Forandringer heri krævede altid en kongelig Ordre, forud for hvilken der dog regelmæssigt maatte gaa Overvejelser og Forestillinger, der bevirkede, at Intet skete med Uorden eller hovedkulds. I Mangel af andre Baand bandt Re- geringen sig selv. Men ogsaa denne Garanti mistede jo meget af sin Betydning i Tider, hvor Pengene maatte skaffes, hvor man kunde finde dem. Vi have set, at de kongelige Resolutioner fulgte Slag i Slag: hint skulde anvises paa Skatkammerfondet, dette skulde afgives af Bankkontoret, snart skulde der indbetales til Zahl- kassen, saa til Feltkommissariaterne, til Kongen personlig o. s. v. — ikke efter forudlagte Planer, men efter hvad hvert Øjeblik krævede. Men naar Kassesystemet ingen Nytte gjorde, gjorde det Skade. Thi det bidrog yderligere til at forvirre Oversigten over, hvad man havde til Raadighed, og jo flere Autoriteter og Be- styrelser der var, des mindre Enhed blev der. Det er derfor overordentlig tvivlsomt, om Nogen i det hele har vidst Besked med, hvad Statens Gæld og dens Fordringer vare. Den eneste der i hvert Fald kan have haft en Mening derom, var Grev Schimmelmann. Thi medens f. Ex. Kongen i 1811 og 1812