1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

276 Aarsager til Uvilje mod Forordningen. tværtimod, Kursen forværredes mere end nogensinde før. Det var de videre Begivenheder i 1813, der gjorde Situationen saa haabløs, og de fulgte saa umiddelbart efter Forordningen af 5. Januar, at denne maatte bære sin Del af Skylden derfor. Men endog uden disse Begivenheder, uden dette Tillæg i For- virringen, ja, selv forudsat, at Staten kunde have gjort Rigs- banksedlerne indløselige paa selve Udstedelsesdagen, var der andre Momenter i Forordningen, der i og for sig vare nok til at virke som rene Bomber. Vi ville endda se bort fra selve Skattepaalæget af de 6 pCt., særlig Hertugdømmernes Del deri, og Paaoktrojeringen i disse af Rigsbanksedlerne som tvungent Betalingsmiddel — dette maatte man hurtig forandre —, men fremfor Alt var det Forordningens vidtløftige Bestemmelser om Afviklingen af alle Gældsposter i Gourant efter deres Art og Alder, som bragte Folk ude af sig selv. Til Belysning heraf maa der imidlertid hidsættes nogle Bemærkninger om For- beredelserne til Forordningen. Som det vil huskes, havde Nødvendigheden af en radikal Indgriben, Oprettelse af en ny Bank og Paalæggelse af en be- tydelig Kapitalskat eller lign, alt flere Gange været fremme i de højeste Embedskrese og var nu og da naaet til Drøftelse, men uden at faa endelig Form. Tiden var imidlertid inde til at gøre Alvor af de Planer, der havde gæret saalænge, og efter at den sidste Kraftanstrængelse med Kursens Opretholdelse i alt væsentligt havde vist sig frugtesløs, vilde man endelig foretage de afgørende Skridt. I Foraaret 1812 tog Schimmelmann og de ham Nærmest- staaende fat paa Sagen, og den 17. Juni 1812 indkom Schimmel- mann med sit Forslag om Pengevæsenets Forandring til Kongen. Kongen beholdt Forslaget i over en Maaned og remitterede det den 21. Juli, udtalende sin Tilslutning til Hovedtrækkene. I et Reskript af samme Dato ti] Finanskollegiet paalagde han i ind- trængende Ord dettes Medlemmer at underkaste Sagen den om- hyggeligste Overvejelse, uden dog at give sig formeget af med Detaljen, men med det Formaal at kunne udtale sig over Hovedpunkterne: hvorvidt det overhovedet var nødvendigt at foretage Forandringen, og om den Vej, der var anvist i For- slaget, i det Væsentlige kunde billiges. Overvejelserne skulde