1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

286 Kongens Løsning af forskellige Kvæstioner. der havde givet Afkald paa de Midler. Lovgivningen havde fore- skrevet til Sikkerhed for udestaaende Fordringer, maatte finde sig i Tabet; endelig havde jo de paagældende Paragrafer af Loven været under omhyggelig Overvejelse, nu var det bagefter at ville have Forandring. Det sidste var der unægtelig Noget i, men iøvrigt, hvilken Begrebsforvirring! At sammenligne For- retningsindsatser med Depositoer, og' at bebrejde Befolkningen, at den (ligesom i Norge) i et Sædvaneforhold som det fore- liggende ikke havde benyttet Forskrivninger, som om den kunde vide, hvilken Forskel Lovgivningen bagefter vilde statuere mellem Værdierne af de forskellige Arter af Gældsforpligtelser! — Men det blev ved Kongens Resolution, og man vil forstaa, hvormegen Ulykke og hvormegen Bitterlied en saaclan Afgørelse, selv om eller netop fordi den var i Henhold til Forordningen, maatte medføre* 1). Den Række Tvivlsspørgsmaal, Forordningen fremkaldte, kan tælles i hundredevis. Der var ingen Ende paa Vanskeligheder og Stridigheder, om Prioritetsforhold, Fæsteforhold, Lejeforhold, Spørgsmaal om Fordringernes Dækning og Art, og til en Frem- stilling af det Virvar. Forordningen fremkaldte gennem sit. Ind- greb i de private Gældsforhold, hørte egentlig et Resumé af Kancell. 1813. — Kort efter gik Kongen paany stik imod en Indstilling fra Kancelliet i en Sag, der forøvrigt kun forbigaaende berører nærværende Sammenhæng, men af andre Grunde har Interesse. En Mand meddelte Kancelliet, at han havde et Gældsbevis paa 8000 D. C., udstedt November 1812, og som skulde indfries April 1813. Han spurgte nu, om der, fordi der stod „Anfordring14 paa Gældsbeviset, skulde gives Debitor Ret til at betale efter Kursen 1200. I sin Forespørgsel meddeler han, at han i haandfaaet Pant havde faaet en Del Specier og Speciessedler. Dette var forbudt efter Fd 26. Septbr. 1811 (jfr. ovfr. Pg. 235, hvor imidlertid Fd., i Henhold til K. T., er dateret 9. August istedetfor 26. Septbr.). men Kancel- liet mente, at det vilde være odiøst at straffe ham. da han aabenbart havde handlet i saa god Tro, at han uden videre fortalte Kancelliet Sagen, uden at denne havde Noget med Forespørgslen at gøre. Kancelliet vilde derfor svare paa hans Spørgsmaal og forbigaa Lovovertrædelsen. Dog dette tillod Kongen ikke, Manden havde overtraadt Loven, og Beløbet skulde konfiskeres efter Loven, men da Manden ved sin egen Meddelelse om Overtrædelsen kunde anses som Angiver, fik han, i Over- ensstemmelse med Loven, Ret til at beholde 50 pGt. af Be- løbet. Denne, fast utrolige, kgl. Afgørelse fremkom ved Resolution af 3. Juli paa Kancelliets Forestilling af 22. Juni 1813.