1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

Handelshusenes Debitorer. 285 afgjort, hvornaar de vare stiftede. Men man havde overset dels Forhold som de omtalte i Norge, dels mange andre Forhold, hvor Bestemmelsen om, at Gælden kunde afgøres efter en Kurs af 1200, var meget haard. Det er foran omtalt, at mange Folk havde større eller mindre Kapitaler indskudt i Privatfolks Forretninger uden andet Bevis derfor, end hvad der laa i, at Beløbene vare opførte i Handelshusenes Bøger, og at der fandt periodiske Afregninger Sted mellem Handelshuset og Kreditorerne. Ifølge Loven var denne Gæld altsaa at betragte som Regningsgæld, og Debito- rerne, der tidligere enten ikke havde haft Grund til at tilbagebetale Beløbet — dels fordi de kunde have Brug for Pengene, dels fordi de kunde vente, at Courantkursen blev stadig siettere —, eller der maaske følte sig forpligtede af Sædvaneforholdet til ikke at tilbagebetale de i god Mønt betroede Penge med næsten værdi- løse, fik nu over hele Linjen en saadan Tilbagebetaling direkte legaliseret. Det var da selvfølgelig en stor Ulykke for mange af de Privatfolk, der Aaringer igennem havde haft deres Penge staaende i større Forretninger, nu at faa dem i Hove- det, maaske højst med en Mark for hver Daler, de havde givet. Og saa at Loven selv ligefrem anviste Debitorerne denne Fremgangsmaade! Kreditorerne henvendte sig da til den af Kongen nedsatte Kommission til Behandling af tvivl- somme Spørgsmaal vedrørende Fd. af 1813. Kommissionen bestod af to Medlemmer af dansk, to af slesvigholstensk Kancelli, to af Finanskollegiet samt Kammeradvokat Schønheyder og Ørsted, og i Henhold til Kommissionens Indstilling, som Kancelliet sluttede sig til, foresloges det, for at „redde Kreditorerneat udlaante Summer af nævnte Art skulde tilbagebetales i Forhold til Gældens Stif- telsestid. Men hverken Kommissionens eller Kancelliets Forslag hjalp. Kongen afviste det, fordi han opfattede et Gældsforhold, hvor Debitor uden videre kunde tilbagebetale Pengene, som om Kreditor havde dem liggende i en Kassebeholdning, blot med den Forskel, at han ved at overlade Debitor dem, lod denne løbe Risikoen og ovenikøbet betale Rente; Kreditor kunde der- for ikke vente sig Erstatning for den Værdiforringelse, Pengene led, medens Debitor havde dem liggende; dertil kom, at den,