1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

292 Golbjørnsens og Ørsteds Udtalelser om Forordningen. ningen af 5. Januar gjorde (desværre) den Virkning, jeg be- frygtede; men endnu i højere Grad. Gud forlade hans Højgreve- lige Excellence ! !! Han er en stor Synder. Han synes dog at være veltilfreds. Gid vor gode Konge og Hans Undersaatter kunde være det samme"1). Det klareste Udtryk for Stemningen faar man ved Ørsteds egne Indleclningsudtalelser i Eunomia af 1815. Han klager over, at Forordningen har fremkaldt „de mest lidenskabelige og vrange Domme “; men naar han væsent- ligst synes at give Folks Urimelighed Skylden derfor — idet en Mand snart var fornøjet med Forordningen qua Debitor, snart, mis- fornøjet qua Kreditor, eller omvendt — da har han ikke Ret. Der er, som vi have set, Folk, hos hvem Interessen for det Offentlige utvivlsomt var det afgørende for deres Bedømmelse af Sagerne, og hvis Domme ikke vare mindre „lidenskabelige", end det store Publikums og Forretningsmændenes. Om deres Domme vare „vrange", er af den Art Spørgsmaal, Historien intet afgørende Svar giver paa, fordi den ikke tillader Kontraprøver — man vil f. Ex. aldrig faa at vide, hvorvidt man var naaet ved Sexprocentsskatten alene, naar dennes Administration strax var bleven henlagt til en virkelig Nationalbank. Saameget kan imidlertid siges, at Forordningen af 1813 hverken var original i sine Grundtanker eller fuldt forudseeende i sine Enkeltheder. Dernæst skabte den Indgriben, hvorved den vilde redressere tidligere Tiders Ulykker, nye, der af Be- folkningen føltes saa meget haardere, som cle syntes den vil- kaarligt tilskikkede. Endelig evnede Forordningen ikke at standse Opløsningen, thi Tilstanden efter den blev langt værre end før. Men da Freden hidførte Subsidier, Tilbagebetalinger og Lettelser, da en Fredsperiode i mere end en Menneskealder derefter paany bragte Næringsvejene i Trivsel, og da en fast og sparsommelig Finansstyrelse blev raadende i Staten — saaledes at tilsidst Staten kom paa Fode, Folket til Kræfter igen —, da maatte det naturligvis betragtes som en Fordel, at en erklæret Banke- rot i det forrige Slægtled havde gjort rent Bord. Det var og- er Forordningens bedste Forsvar. Yngvar Nielsen. Bidrag til Norges Historie IL Christiania 1886.