1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

392 Bernstorffernes Afsked. Rists Stilling. Striden om Ordet „ Kolonialvarer “ fortsattes iøvrigt. De franske Toldmyndigheder vilde have Ordet forstaaet som alle Varer, der produceredes udenfor Evropa, altsaa ogsaa ameri- kanske og kinesiske. Denne Definition forekom Kongen for vid, men naar Generaltoldkammeret vilde have Begrebet indsnævret til Produkter fra de af Evropæere koloniserede Lande, fandt Kongen atter Definitionen for snæver, idet han mente, der og- Svar af 12. April, Kongens anden Skrivelse (til samme) er af 20. April, og allerede Ugedagen derefter, 27. April, følger Kongens tredje Skrivelse (til Kancelliet), hvori han, i Anledning af Bernstorffs i den forløbne Uge indgivne Afskedsbegæring og Rosenkrantz’ Udnævnelse til hans- Efterfølger, beordrer Kancelliet til at udfærdige det fornødne. (Alle tre Skrivelser af Kongens Brevkopibøger.) — Det har da sikkert sin Rigtig- hed, som Rist selv mener, at Bernstorfferne tog deres Afsked paa Grund af en ham sendt uretfærdig Tilrettevisning (Lebenserinnerungen II, Pg. 75); han har imidlertid ikke vidst, at Kongen samtidig i ret skarpe Udtryk reprimanderede selve Udenrigsdepartementet, hvad dei- vel nok har slaaet Hovedet paa Sømmet, bortset fra mulige reelle Uoverensstemmelser mellem Kongens og hans Udenrigsministers An- skuelser om Udenrigspolitiken. (Hvad Chr. Bernstorffs „svagelige Hel- bredstilstand “ angaar, vil det erindres, at han senere hen først blev dansk Gesandt i Wien og Berlin, dernæst preussisk Udenrigsminister og- døde i Aaret 1835.) Rist tilføjer i sine Erindringer, at med Bernstorff- ernes Afskedigelse fjærnedes de liberale Anskuelsers sidste Rester af Regeringen. Det maa dog her betones, at Rist var Tysker, følte sig som saadan og ikke kunde forsone sig med det franske Herredømme, hvad der ogsaa fremgaar af hans Optræden i 1813. (Jfr. G. Th. Sørensen: Kampen om Norge.) Dog er det utvivlsomt, at han var loyal dansk Statsembedsmand, og at han fuldtud mente at handle i den danske Stats Interesser, ved hvad han indberettede og foretog i sin Stilling som dansk Chargé d’affaires. Man maa naturligvis have hans Standpunkt for Øje, naar man benytter det vigtige Materiale, der gennem hans De- pescher og Erindringer foreligger til Datidens Historie; men hvis man vil kalde dette Materiale „farvet*, er jo selve Farvningen af Interesse som Udtryk for Stemningen paa hin Tid i Hertugdømmerne, en Stem- ning, hvortil ogsaa nedenfor flere andre Bidrag skulle meddeles. Det gaar med Rists Erindringer som med Jacob Aalls. Hvor loyal end Aall var, hvor nødig han end saa Norges Adskillelse fra Danmark, og hvor mildt dømmende han end optræder, er hans Kritik overfor det hele Styre indadtil og udadtil 1807—14 saare ublid i Realiteten, og den viser da bedst, netop paa Grund af Forfatterens Sindelag, hvor statsop- løsende Krigen og Krigsførelsen virkede ogsaa i Norge.