1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

554 Plakaten af 1814 indfører Gensur. Timer efter Indleveringen af Blade, som ikke oversteg et Ark, 4 Dage for Skrifter fra 1 til 24 Ark. Hermed var altsaa legalt enhver Udgivelse af Blade og Skrifter (paa indtil 384 Sider) forebygget, hindret paa For haa rid, før Politimesteren havde givet Samtykke dertil, uden at det dog, hvis Politimesteren havde givet Tilladelse, paa nogen Maade var udelukket, at man bagefter blev anklaget for Domstolene. Og Bestemmelsen op- fattedes tillige saaledes, at Politimesteren, eventuelt Kancelliet, definitivt kunde afgøre, om Bladet, eller Skriftet maatte udkomme, saaledes at Udgiver eller Forfatter ingen Rekurs havde til Dom- stolene. Idet man altsaa administrativt paa Forhaand kunde standse Udgivelsen af et Skrift, var dermed Censur i dette Ords fulde Betydning indført, idet det jo blev ganske ligegyldigt, om det var et skrevet eller trykt Exemplar, der blev stoppet, navn- lig da Forfatterne tidt indsendte det skrevne for ikke at udsætte sig for at faa et allerede trykt Skrift standset,1). Offentligheden indsaa ikke strax Rækkevidden af Plakaten af 1814, fordi den, som sagt, kyset som den var ved Forord- ningen af 1799 — der, hvorledes den end senere har kunnet forklares og forsvares, stod og maatte staa som et voldsomt Angreb paa Trykkefriheden — og yderligere skræmmet ved hele Forholdet ændredes forsaavidt i Trediverne, som det blev gjort gæl- dende og nu indrømmedes, at Forbudet mod Bladets eller Skriftets Ud- givelse skulde kunne prøves ved Domstolene. Hvis der altsaa nedlagdes Forbud, maatte man rette sig derefter, men kunde, hvis Domstolene ophævede Forbudet, derefter udgive Skriftet. Men herved blev den hele Ordning til fuldkomment Virvar. Thi enten lod Forfatteren det bero ved det administrative Forbud, og han var da definitivt stoppet, eller han prøvede Domstolene; ophævede disse Forbudet, fik han vel langt om længe fri Haand over Skriftet, men ophævede de det ikke, kunde han straffes for det Utilbørlige deri, om end Domstolene van- skelig kunde straffe med Lovens fulde Strænghed, thi Skriftet var jo netop ikke offentliggjort, og Forfatteren kunde henvise til, at han iiavde skrevet under den Bevidsthed, at før Noget offentliggjordes, vilde baade Administrationen og Domstolene prøve Skriftet; havde endelig Admini- strationen Intet mod Skriftet, og det udkom, vilde Domstolene, naar Anklagemagten bagefter rejste Sag imod det, have til Opgave enten at frikende, hvad Anklagemagten havde ment strafbart, eller dømme, hvad Politimesteren havde ladet passere som straffrit.